Kulturmødet Mors

Sanset magi til langbords

40 deltagere sluttede Kulturmødet Mors af med udsøgt smag, lys og lyd i tørreladen på Nordmors

Limfjordsøsters som sanset oplevelse.

Limfjordsøsters som sanset oplevelse.

SKARREHAGE:Op gennem tiden er den sidste nadver blevet afbildet med 12 skæggede mænd og deres overhoved siddende på samme side af langbordet. Malerne har ikke vovet af gengive så betydningsfulde personer bagfra.

Den seance blev mere end tredobbelt udspillet i levende live sent søndag eftermiddag som et af de sidste arrangementer i fire dages kulturmøde. Når de 40 deltagere i "Lydsmag" sad side om side og ikke over for hinanden, var det især for at give plads til seks stiligt klædte tjeneres serveringer. For plads er der nemlig kun på den ene led i den bevarede 190 meter lange tørrelade ved molerfabrikken Imerys på Skarrehage.

Chefkok Eric Vildgaard klar til at betjene sit publikum.

Chefkok Eric Vildgaard klar til at betjene sit publikum.

"Lydsmag" gik i alt andet end enkelhed ud på, at mesterkokken Eric Kragh Vildgaard fra restaurant Jordnær i Gentofte, forgyldt med to Michelin-stjerner, stod for fem serveringer til elektronisk musik fra lydkunstneren Marie Koldkjær Højlund og hendes Kh Marie Studio og en lyssætning ved lysdesigner Mads Vegas.

- Det, jeg godt kan lide ved Erics mad, er at det er en stemning og en dans mellem smag, råvarer og udtryk. Og derfor har det at skulle fortolke hans mad til lyd og musik været en mindeværdig oplevelse. Det er altid sjovere at arbejde med lydoplevelser, når der er andre sanseindtryk i spil. At komponere en symfoni - en totaloplevelse af duft, smag, lyd og omgivelser, sagde Marie Højlund.

Sansning frem for måltid

Kokken var selv bevidst om sine virkemidler.

- Det er ikke et måltid. Det er en sanseoplevelse. Smagen skal spille sammen med lyd og lys. Lige nu er deltagerne sendt ud at gå for at lytte til stedet og blive bragt ind i stemningen. Herefter får de serveret kammusling efterfulgt af en jomfruhummerbouillon. Så skal de en tur ned på stranden for at spise en østers. Tilbage ved bordet får de serveret endnu en østers, som næsten er for stærk, idet den er garneret i en peberrodssauce. Netop for at vise, at østers kan noget andet, sagde Eric Vildgaard.

De to sidste smagspåvirkninger var den japanske fisk hamachi og torsk i dashi med grillet løg. Normalt serverer Vildgaard mellem 20 og 25 små retter til sine gæster i restauranten.

Der var naturligvis udsøgte vine til hver enkelt miniret.

Der var naturligvis udsøgte vine til hver enkelt miniret.

Mætte på en anden måde

- Denne gang skulle folk gerne blive mætte på en anden måde. Udgangspunktet har været, at folk er publikum og ikke gæster. Jeg blev selv overvældet, da jeg i går for første gang trådte ind i denne bygning. Den er magisk, som den ligger der plantet midt i naturen. Næsten skræmmende, men samtidig enormt æstetisk. Optisk i den måde, lyset kommer ind på. Jeg fik gåsehud og blev helt rørt, sagde kokken fra Gentofte.

Som grundlæggende sound hørtes en hjertelyd, som kunne bringe mindelser om Pink Floyds "Dark Side of the Moon". Men dette var snarere "Bright Side of the Moler".

- Vi skal have pulsen ned. Vi skal sidde i det. Vi er i det, sagde Eric Kragh Vildgaard.

Tjenerne gør klar til at servere friske Limfjordsøsters.

Tjenerne gør klar til at servere friske Limfjordsøsters.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
SSI: Stadig sundhedsrisiko ved mink
Luk