Skattemedarbejder: - Kurt er et rodehoved, men Skattestyrelsen handler uden lovhjemmel

Tidligere skattemedarbejder går i rette med Skattestyrelsens behandling af håndværksfirmaet Kurt's Montage

Tidligere ansat i Skattestyrelsen mener ikke, at Kurt Jensen, Kurt's Montage, har fået en rimelig behandling, omend virksomhedsejeren også selv er skyld i at have indsendt ufuldstændige oplysninger.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Tidligere ansat i Skattestyrelsen mener ikke, at Kurt Jensen, Kurt's Montage, har fået en rimelig behandling, omend virksomhedsejeren også selv er skyld i at have indsendt ufuldstændige oplysninger.  Foto: Bo Lehm

HESSELBJERG:- At Skattestyrelsen har korrigeret to indkomstår med den begrundelse, at der er fejl i et tredje indkomstår, er der ganske enkelt ikke lovhjemmel til!

Denne kontante melding kommer fra en læser som reaktion på Nordjyskes artikel om håndværksvirksomheden Kurt's Montage fra Hesselbjerg, der hos Skattestyrelsen har fået underkendt fradrag for rejsegodtgørelse til medarbejdere for 2,7 millioner kroner.  Den pågældende mand arbejdede tidligere som sagsbehandler i Skattestyrelsen, men er nu gået på pension. Han ønsker at udtale sig anonymt.

Manden, som vi her kalder C, understreger, at han ikke specielt beskæftigede sig med skattefrie rejsegodtgørelser, men han er godt inde i de processuelle regler, som Skattestyrelsens medarbejdere skal følge i forbindelse med skatteligning af borgere og virksomheder. 

Og her hæfter han sig specifikt ved, at sagsbehandleren hos Skattestyrelsen drager den konklusion, at udbetalte rejsegodtgørelser for indkomstårene 2019 og 2020 må være fejlbehæftede. 

Sagsbehandleren har ganske vist ikke gennemgået bilagsmaterialet for disse to år, men antager på baggrund af dokumentationen for 2021, at 2019- og 2020-materialet må være tilsvarende mangelfuldt, hvorfor rejsegodtgørelserne for de to år anses for skattepligtige.

Kræver begrundelse

Men sådan en slutning kan man ikke drage uden dokumentation.

- En afgørelse skal indeholde en begrundelse, hvilket fremgår af forvaltningslovens paragraffer 22-24. Det er ikke opfyldt for så vidt angår indkomstårene 2019 og 2020. Der kan ikke blot henvises til bilagsmateriale fra 2021. Det er min opfattelse, at ved at klage til Landsskatteretten vil ansættelsen for disse år blive erklæret for ugyldig. Skattestyrelsen har da sikkert ret i, at materialet for disse år vil være tilsvarende, men det er jo ikke bevist, siger C.

Omvendt er det også hans klare indtryk, efter at have læst Skattestyrelsens sagsfremstilling, at virksomhedsejer Kurt Jensen har rod i papirerne.

- Mit overordnede indtryk er, at Kurt ikke har styr på sit bilagsmateriale. Af sagsfremstillingen fremgår det rimeligt klart, at der ikke foreligger den fornødne kontrol fra Kurts side af de skattefrie rejsegodtgørelser. Heller ikke efter der er indsendt materiale til Skattestyrelsen.  Jeg forstår dog ikke, at det ikke har været og fortsat ikke er muligt at rekonstruere den nødvendige dokumentation. Der er ikke noget til hinder for, at  man efterfølgende kan korrigere i mangelfulde bilag, siger C.

Vvs-montørerne Sorakrai Loysak (tv) og Dennis Lind har begge fået et skattesmæk på flere hundrede tusinde efter fjernarbejde for Kurt's Montage. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Vvs-montørerne Sorakrai Loysak (tv) og Dennis Lind har begge fået et skattesmæk på flere hundrede tusinde efter fjernarbejde for Kurt's Montage. Foto: Bo Lehm

Hvornår må man give julegaver?

Kurt Jensens mellemværende med Skattestyrelsen for de tre nævnte år rummer andre, mindre forhold end medarbejdernes rejsegodtgørelser. Et af dem omhandler hans tidligere kæreste, der både var ansat i virksomheden og leverandør af julegaver til kunder og medarbejdere. Herom står der følgende i Skattestyrelsens første forslag til ændret skatteansættelse:

"Det skal endvidere bemærkes, at vinen er købt hos din tidligere kæreste (navn, red.) og hendes virksomhed (navn, red.). Købet er foretaget den 23. december 2020 kl. 13.22, hvilket efter Skattestyrelsens opfattelse ikke gør det muligt at nå at aflevere julegaver til kunder på dette tidspunkt."

 Hertil siger C:

- At vingaver købt 23/12 kl. 13.22 ikke kan være til julegaver er en tåbelig bemærkning og burde være undladt. At der er skærpet bevisbyrde ved forhold til en tidligere kæreste er ikke korrekt. Skærpet bevisbyrde er i forhold omfattet af ligningslovens § 2, og her indgår ikke kæresteforhold, siger C. Det sidste som kommentar til, at Skattestyrelsen påberåbte sig en sådan skærpet bevisbyrde i forhold til at kunne godkende kærestens erhvervsmæssige kørselsfradrag. 

Nordjyske har skriftligt spurgt presseafdelingen i Skattestyrelsen til lovmedholdeligheden i de skøn, som sagsbehandleren har foretaget over for Kurt's Montage, men har ikke fået svar ved deadline.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.