Lasten er inficeret: Skib ligger stille ud for Mors

I næsten tre uger har en hollandsk coaster med inficeret last ligget for anker, mens reder og sælger strides om ansvaret

Skibet "Eems Cobalt" ses her på et foto fra skibsportalen Vesselfinder. <i>Foto: Wolfgang Berthel</i>

Skibet "Eems Cobalt" ses her på et foto fra skibsportalen Vesselfinder. Foto: Wolfgang Berthel

NYKØBING:Et skib lastet med omkring 1800 ton sojaskrå ligger på tredje uge for anker i Sallingsund omtrent midt mellem Nykøbing og Glyngøre. Ingen vil i øjeblikket tage ansvaret for, at lasten af foderstoffet er inficeret med salmonella.

- Det drejer sig om coasteren Eems Cobalt fra Holland. Den kom herop lørdag 22. oktober fra Hamborg og lagde sig på reden, fordi der var et andet skib i Nykøbing Havn. Jeg blev informeret om søndagen, om at der i Hamborg blev konstateret salmonella ombord. Derfor er skibet ikke blevet losset. Der er ikke fare på færde, for lugerne har ikke været åbnet, mens coasteren har sejlet i dansk farvand, siger skibsmægler Henrik Klitgaard Poulsen fra skibsmæglerfirmaet FL Knakkergaards Eftf. i Nykøbing.

Han er agent for transporten og oplyser, at skibet kortvarigt har været i havn i Nykøbing, for at besætningen på seks mand har kunnet få drikkevand og proviant ombord.

- Det har man kunnet gøre risikofrit, for salmonella smitter ikke og bliver først sundhedsfarligt, hvis du stopper de inficerede sojaskrå i munden. Men den melding, jeg fik fra skibet tirsdag, var, at det vil sejle til Rotterdam, hvor lasten vil kunne blive varmebehandlet i et lukket system, hvor der ikke er fare for forurening af omgivelserne. Det juridiske spil mellem reder og sælger er jeg ikke indblandet i, siger Henrik Klitgaard Poulsen.

- Salmonellaen er harmløs, med mindre man giver sig til at spise sojaskråene, siger skibsmægler Henrik K. Poulsen. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Salmonellaen er harmløs, med mindre man giver sig til at spise sojaskråene, siger skibsmægler Henrik K. Poulsen. Arkivfoto: Bo Lehm

Mollerup venter spændt

Det er man heller ikke hos Mollerup Mølle A/S, som skulle have været aftager af de inficerede sojaskrå.

- Vi har købt partiet gennem den lokale andel i Galten (Danish Agro, red.). Det er før sket, at der har været konstateret salmonella i et parti foderstof, som så er blevet sendt til varmebehandling, hvorefter det kan anvendes. Men denne gang er det åbenbart endt i en tvist med rederiet. Jeg er lige så spændt som alle andre på, hvornår situationen bliver løst op, siger direktør Jakob Pedersen fra Mollerup Mølle.

Kan I klare jer uden det parti?

- Ja. Vi henter i stedet sojaskrå i Aarhus på lastbiler. De 1700-1800 ton, der er i skibet rækker til en uges leverancer hos os. Det ville selvfølgelig være lettere at kunne hente det i Nykøbing, men nu må vi se, hvad der sker. De har lovet at informere mig, så snart der er nyt i sagen, siger Jakob Pedersen.

Kort fra Vesselfinder viser den hollandske coasters ankerplads mellem Nykøbing og Glyngøre.

Kort fra Vesselfinder viser den hollandske coasters ankerplads mellem Nykøbing og Glyngøre.

Skibet Eems Cobalt har ifølge skibsmægleren portugisisk kaptajn og en besætning fra Ukraine og Philippinerne. Det tilhører rederiet Amasus Shipping med hjemsted i den hollandske by Delfziel. 

Henrik Klitgaard Poulsen fortæller, at skibet ofte anløber Nykøbing med leverancer til Mollerup Mølle. Når det skal afgå fra sin nuværende ankerplads, skal kaptajnen kontakte lodsen i Oddesund, idet der er lodspligt ved passage af broklappen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden