Skoletrætte elever havde et stort ønske: Nu ansætter skolen erfarne håndværkere
Elever i overbygningen vil kunne vælge en linjeklasse, der forbereder dem til en håndværksuddannelse
Det var en flok afgående, skoletrætte elever, der gav indsparket. I en samtale med skolelederen fortalte de, at de ikke rigtig oplevede, at skolen havde noget at tilbyde, som havde deres interesse eller som de havde brug for.
Selv i de praktiske fag som håndværk og design følte de ikke, at de fik lov at vise, hvad de var dygtige til. "Det har jo intet med håndværk at gøre", lød det fra en elev. Meldingen til skolelederen lød cirka sådan her:
”Hvis I laver en skole, hvor rigtige håndværkere underviser os elever, og det ikke bare er i håndværk og design og billedkunst, så ville vi helt sikkert have haft en anden oplevelse af vores skoletid på Dueholmskolen. Det kunne have været fedt.”
Det ønske fra eleverne bliver nu virkelighed på den store mellem- og overbygningsskole i Nykøbing. Med 1,5 millioner kroner i tilskud fra TrygFonden starter Dueholmskolen i 2024 projektet "Moderne Mesterlære", hvor man ønsker at tilbyde eleverne i skolens overbygning alternativer til den almene og på mange måder gymnasieforberedende skole.
Målet er at bygge bro mellem de almene fag og de mere traditionelle håndværksfag gennem mesterlære og derigennem øge særligt en gruppe skoletrætte elevers motivation, læring og trivsel.
Det skal blandt andet ske ved at ansætte lokale pensionerede håndværksmestre som undervisere på skolen. De vil blive ansat til at varetage en del af projektet på skolen blandt andet i skolens valgfag men også i en kommende linjeklasse, som har fokus på at forberede eleverne til en håndværksuddannelse. Samtidig forventes det, at håndværksmestrene vil komme til at være rollemodeller og inspirere mange elever i skolens ældste klasser.
Fra foråret 2024 går Dueholmskolen i gang med at planlægge projektet, så man er klar til at starte i august.
Skoleleder Lars Zedlitz Alberg er både stolt og taknemmelig for, at TrygFonden har valgt at støtte skolens ansøgning om midler til projektet med 1,5 millioner kroner.
Projektet Moderne Mesterlære på Dueholmskolen vil forløbe over en periode på tre og et halvt år, hvorefter skolen vil være selvkørende.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.