Fødevarer

Tilflytter serverer muslinger på Mors: - Man skal gøre noget selv for at lære folk at kende

Ivan Clausen og hans kone er blandt de mange frivillige, der får Skaldyrsfestivalen i Nykøbing til at blive en succes

Ivan Clausen i sving med at anrette limfjordstapas i teltet på Kirketorvet.
Ivan Clausen i sving med at anrette limfjordstapas i teltet på Kirketorvet. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 15:29

NYKØBING: Der er jazzmusik på scenen, køligt fadøl i krusene og rejer og muslinger på tallerkenerne. Folk hygger sig ved bordene på Kirketorvet i Nykøbing, hvor årets Skaldyrsfestival lørdag ikke alene trækker folk til festpladsen på havnen, men også har fyldt byens gågade med masser af mennesker i godt humør.

I et telt på Kirketorvet står Ivan Clausen, hans kone Ella Risbank og en lille håndfuld andre frivillige, som har travlt med at anrette tallerkener med lokale lækkerier, som sælges under navnet limfjordstapas. De havde premiere på madboden på torvet sidste år, og samme team er på banen igen i år for at gentage succesen.

- Sidste år solgte vi cirka 150 platter, så det er det, vi satser på igen i år, fortæller Ivan Clausen. 

På Kirketorvet kunne man lørdag købe en limfjordsplatte med lokale lækkerier. Til venstre er det Ella Risbank, der er på vej til at hjælpe kunderne. Foto: Bo Lehm

Han og hans kone flyttede til Nykøbing i 2017. Inden da boede de nogle år i Agger, men Ivan Clausen er oprindeligt fra Sjælland, hvor han har arbejdet som efterforsker ved Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde. Da han gik på pension i 2014, flyttede de til Agger.

- Men vi ville gerne bo i en by, når vi blev ældre, og så valgte vi Nykøbing, siger han.

Ivan Clausen er meget bevidst om, at det gælder om at gøre en ekstra indsats for at lære folk at kende, når man kommer til et nyt sted som tilflytter.

- Jeg er jo fyldt 70, så man er nødt til at gøre noget selv for at komme ud blandt folk og få et netværk, og det har vi absolut opnået. Morsingboerne har været utrolig gæstfri over for os, siger han og fortsætter:

- Vi har begge været med som frivillige ved Kulturmødet Mors, og jeg har i en periode siddet med i bestyrelsen på Højskolen Mors og er stadig med i den kreds af frivillige, der er omkring højskolen. 

Nu er han med i bestyrelsen for Skaldyrsfestivalen.

- I 2019 var jeg med som gæst, og det så meget interessant ud. Så var jeg med på en generalforsamling, hvor der var en, der foreslog mig, og det var jo godt nok. Det ville jeg egentlig godt, fortæller han.

I 2020 og 2021 var Skaldyrsfestivalen aflyst på grund af corona, men sidste år var Ivan Clausen, Ella Risbank og de andre i teamet klar til at indtage Kirketorvet med deres limfjordsplatte. Og i år står de der altså igen.

- Så når jeg ikke selv ned omkring havnen, men det er der ikke så meget at gøre ved. Der er også hyggeligt her, siger han og ser i den grad ud til at mene det.

- Vi kan jo godt lide at være sammen med de mennesker, vi lærer at kende som frivillige. Og frivilligt arbejde er en nem måde at lære nye mennesker at kende på. Man skal selvfølgelig være lidt fremme i skoene, men hvis ikke man gøre noget selv, så kan du risikere at sidde og kigge ud af dine vinduer, og det er der ikke så meget ved, fastslår han.

Årets Skaldyrsfestival lørdag trak allerede fra lørdag formiddag masser af feststemte mennesker til havnen i Nykøbing. Foto: Bo Lehm

Alt i alt er der over 100 frivillige, der sørger for, at Skaldyrsfestivalen bliver en succes. Langt de fleste finder man på havnen i Nykøbing, hvor der er musik fra to scener. og hvor der lige fra midt på formiddagen lørdag blev langet store fade med dampende muslinger over disken.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden