Total nedsmeltning
Nordvestmors fik en afklapsning lige til glemmebogen mod Helsted
Helsted fremad
nordvestmors bk
12-1
fodbold, serie 1
HELSTED: Der kan snakkes om store nederlag, men resultatet for Nordvestmors i lørdagens kamp i serie 1 på udebane var nærmest uden for kategori.
Ikke engang ordet tenniscifre kunne nemlig bruges til beskrive Nordvestmors nederlag på svimlende 1-12 til Helsted Fremad. Alt der kunne gå galt gik nemlig galt for morsingboerne.
- Det var en kollektiv nedsmeltning, og kampen skal hurtigst muligt i glemmebogen for os, siger spillende træner for Nordvestmors Morten Vester.
I nogle af sæsonens tidligere kampe har det været et udtalt problem for Nordvestmors, at der manglede fokus fra første fløjt. Det var i den grad også tilfældet mod Helsted og efter blot 20 minutter, var de bagud med 0-3. I det 25. minut fik Anders Bull reduceret, da gæsterne for første gang i kampen havde held med at sætte noget spil sammen. Reduceringen hjalp ikke på det håbløse spil fra Nordvestmors, og Helsted Fremad tromlede videre uden tøven. Til halvleg var Nordvestmors bagud med 1-8.
Efter pausen lignede det, at gæsterne var ved at stoppe den massive blødning, men det var kun indtil, Helsted kom tilbage i gear. I den resterende del af anden halvleg var Helsted fortsat ubarmhjertige, og da dommeren fløjtede af, havde østjyderne vundet med 12-1.
- Vi følte os totalt magtesløse, og de var også rigtig dygtige på bolden, siger Morten Vester.
Tæt kamp om nedrykning
Efter lørdagens afklapsning har Nordvestmors blot et point ned til direkte nedrykning. Hos Nordvestmors håber de på, at den resterende halvdel af sæsonen udvikler sig anderledes.
- Nu har vi mødt alle hold en gang og kan måske starte på en frisk, siger Morten Vester.
Pausestilling: 8-1
Mål: 1-0 (6). 2-0(11). 3-0 (20). 3-1 Anders Bull (25). 4-1 (28). 5-1 (35). 6-1 (40). 7-1 (43). 8-1 (45). 9-1 (46). 10-1 (52). 11-1 (55). 12-1 (63).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.