Brand i tre længer på gård
Stor brand mandag aften på Mors
Opdateret 18. marts 2025 kl. 06:18
Opdateret tirsdag morgen, hvor vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at beredskabet er ved at forlade stedet, og at stuehuset er reddet.
Mandag aften udbrød en stor brand på en gård på Mors.
Der var gået ild i tre længer på Tingstedvej ved Øster Assels, og flere stationer deltog i slukningsarbejdet: Foruden Nykøbing Mors, så hjalp folk fra Hurup, Durup og Balling på Salling-siden.
Der var ikke fare for dyr eller mennesker i forbindelse med branden.
- Og indtil videre ser det ud til, at vi kan redde stuehuset, sagde indsatsleder Jesper Madsen, Nordjyllands Beredskab, til Nordjyske i løbet af slukningen.
Alarmen gik klokken 20.03, og ilden havde blandt andet gode kår på grund af halm på et loft.
- Vi kommer til at være i gang nogle timer endnu, lød det ved 21-tiden fra indsatslederen.
Jesper Madsen har ikke noget bud på, hvordan ilden er opstået.
En minilæsser er gået til i branden, men ifølge indsatslederen er det lykkedes at redde en del maskiner ved at køre dem ud fra laden og parkere dem på en mark.
Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt for at yde assistance med en såkaldt redningskran.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.