Udfordret af lillebror: Sebastian har meldt sig til ultraløb, men kan slet ikke lide at løbe
Brødrene Alexander og Sebastian Friis Søndergaard tog fusen på farmand, der er løbsleder for Mors 100 Miles
- Jeg har aldrig løbet sådan en lang rute før. Jeg kan slet ikke lide at løbe, afslører 36-årige Sebastian Friis Søndergaard med et grin.
Ikke desto mindre befandt han sig lørdag formiddag på scenen på Kirketorvet i Nykøbing sammen med sin syv år yngre bror Alexander Friis Søndergaard, da deltagerne i årets 100 Miles løb på Mors blev præsenteret. De blev kaldt op som de sidste, og de nøjedes ikke med at give løbsleder Jann Søndergaard hånden, ligesom de øvrige løbere. Nej, farmand fik et stort knus af sine to sønner.
Og så tog de to unge mænd fusen på deres far, da de på scenen hev en t-shirt frem med teksten "me". Den fik Jann Søndergaard stukket i hænderne, hvorefter sønnerne drejede sig rundt, så man kunne se teksten på ryggen af deres t-shirts: "minime" og "bigme".
Alexander Friis Søndergaard har stillet op til løbet en enkelt gang før. Han plejer ellers at bidrage som frivillig, men i 2018 overraskede han sin far ved at tilmelde sig som løber. Dengang rakte kræfterne til 75 kilometer.
Sebastian Friis Søndergaard har altid haft det fint med at hjælpe lidt til i baggrunden. Men da Alexander sidste år fortalte vidt og bredt, at han havde tænkt sig at deltage i løbet i år, men han vidste ikke, om storebror var klar, så syntes sidstnævnte, at han nødt til at tage handsken op.
- Det skulle ikke hedde sig, at jeg bakkede ud, når lillebror prikkede til mig, fastslår Sebastian.
Da han startede træningen i oktober sidste år, kunne han løbe fem kilometer og havde aldrig løbet et halvmaraton.
- Men nu har længste træningspas været 65 kilometer, og troen på at gennemføre er stor. Om ikke andet for at vise lillebror, at han ikke skal have den at prale med, fortalte Sebastian Friis Søndergaard forud for løbet.
På det tidspunkt, brødrene besluttede at tilmelde sig løbet, boede de begge i Skive, så de kunne løbetræne sammen.
- Nu må vi se, hvad det kan blive til. Planen er at følges ad. Vi bakker hinanden op, uanset hvordan det kommer til at gå. Det betyder også, at vi afpasser tempoet efter hinanden. Det er kun, hvis den ene ikke kan fortsætte videre, at den anden fortsætter alene, lød det fra Sebastian inden start. Han tilføjede:
- Om jeg får 25 timer og 59 minutter, det rører mig overhovedet ikke. Vi skal bare gennemføre.
Tidsgrænsen på det 160,9 kilometer lange løb er 26 timer. Ruten går Mors rundt for til sidst at ende i Nykøbing igen.
Da de to brødre startede deres træning til ultraløbet, oprettede de samtidig en fælles instagram-profil, 100miles_newbies, hvor de har fortalt om deres træning. Her har de efterhånden fået 3000 følgere.
- Jeg tror alle i vores omgangskreds har sagt: Det klarer I ikke. Det kan I ikke. Men jo mere vi har fået trænet, jo mere lyder det, okay det kan I måske godt, fortæller Sebastian.
Men kan du så stadig ikke lide at løbe?
- Nej, det kan jeg ikke. Jeg synes, det er kedeligt. Jeg gør det lige nu, fordi der er et mål med det, siger han.
Ved 13.30-tiden, fire timer efter start, lå brødrene i den bagerste del af feltet. Mange kilometer længere fremme førte Emil Ingerslev an. Han havde på det tidspunkt rundet de første 45 kilometer i flot stil.
Arrangørerne oplyser i en opdatering på Facebook, at der var 115 løbere til start, heraf 16 kvinder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.