Starten er gået for vildt løb: Der er 160 km til mål
Nogle få løber for at vinde - for rigtig mange er målet bare at gennemføre
Opdateret kl. 10:54
Klokken 9.30 lørdag formiddag lød startskuddet til årets mest ekstreme sportsevent på disse kanter. 160,9 kilometer skal deltagerne i Mors 100 Miles tilbagelægge, før de er nået hele øen rundt og tilbage til målstregen i Nykøbing.
127 løbere startede. Færre vil gennemføre.
I år bliver det ikke kun en kamp mod kilometerne, smerterne og tidsgrænsen på de 26 timer. Med en vejrudsigt, der spår op til 27 grader i løbet af dagen, kan årets løb blive det varmeste nogensinde.
- Det bliver en kæmpe udfordring. Det er lige så frygteligt, som hvis det er vand, der kommer hele tiden, fastslår Jann Søndergaard, løbsleder og formand for løbeklubben Pinen og Plagen. Han tilføjer:
- De skal jo sætte hastigheden ned, så det kan være, at der er nogle der kommer til at kæmpe med tidsgrænsen. De første seks-ni timer bliver det ikke ret hurtigt, men så kan de sætte farten op, når det begynder at blive lidt køligt.
Løbslederen understreger, at der bliver holdt godt øje med løberne undervejs, og der er både læger, samaritter og sygeplejersker klar, hvis nogle får det dårligt i varmen.
Traditionen tro var startområdet på Kirketorvet fyldt med folk længe inden starten. Der var kaffe og rundstykker, musik, velkomsttale ved borgmester Hans Ejner Bertelsen og præsentation af hver enkelt løber. I år er 19 af deltagerne kvinder.
- I kan glæde jer til at være en del af en stor fest, lovede Jann Søndergaard i sin velkomst.
Den enorme opbakning af frivillige og tilskuere ude på ruten er da også en af årsagerne til, at mange løbere kommer igen, år efter år. Denne gang er der nogle, der er med for 10. gang.
I løbernes egne opslag på Facebook kan man for eksempel læse kommentarer som: "Glæder mig til at deltage i løbefesten på Mors for anden gang" og en anden skriver: "2021 : Tilmeldte mig, hvilket skulle være eneste gang. 2022 : Tilmeldte mig, for anden og allersidste gang. 2023 : Tilmeldt igen".
Da starten gik, lagde favoritterne sig straks i front. Deriblandt den norske løber Bjørn Tore Kronen Taranger, der i 2021 vandt løbet i en tid, der var blot tre og et halvt minut langsommere end rekorden på 13:28:16, der blev sat i 2009 og som ikke er blevet slået siden. Den rekord agter han at slå i år.
For andre løbere er målet simpelthen at gennemføre inden for tidsgrænsen.
Debutant fra Vilsund
Til de sidste hører blandt andre Mads Lynggaard Lyndrup fra Vilsund Løbeklub.
"Jeg er en meget ydmyg debutant på 52 år, som faktisk bare skal se, om det er fysisk muligt at få slæbt de 95 kg igennem 100 Miles ruten lige før tidsgrænsen og helst uden kramper", skriver han i sit opslag på Facebook.
Han har aldrig tidligere prøvet at løbe så langt.
- Mit længste stræk hidtil er 80 kilometer, og der var jeg også træt bagefter. Alt det på den anden side af 80 er ukendt terræn, fortalte han inden løbet.
Mads Lyndrup har i flere år haft et ønske om at deltage i Mors 100 Miles.
- Og man bliver jo ikke yngre, så det er nu, det skal gøres, fastslår han.
Seks af hans makkere fra Vilsund Løbeklub vil støtte ham ved at løbe med på dele af ruten, og hans børn skiftes til at køre følgebil.
- Jeg synes, det er meget betryggende, specielt for mig som debutant, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.