Socialt

Godkender besparelser: Færre tilbud indenfor handicap- og psykiatriområdet

Morsø Kommune sparer næste år 2,5 millioner kroner på handicap- og psykiatriområdet

Aktivitetshuset på Fyrvejen vil fremover holde åbent færre dage, og det samme gælder for Paraplyen og Støttecentret.
Aktivitetshuset på Fyrvejen vil fremover holde åbent færre dage, og det samme gælder for Paraplyen og Støttecentret. Arkivfoto: Peter Mørk

NYKØBING: Færre åbningsdage og færre medarbejdere. Der bliver næste år virkeligheden i en række tilbud inden for psykiatriområdet i Morsø Kommune, efter at området i forbindelse med vedtagelsen af næste års budget blev pålagt en besparelse på en million kroner. Udvalget for social, sundhed og beskæftigelse har på deres seneste møde besluttet, hvordan besparelsen skal udmøntes.

Aktivitetscentret på Fyrvejen får reduceret åbningstiderne fra fem til tre dage pr. uge. Åbningstiderne i Støttecentret reduceres fra tre dage om ugen plus lørdag til to dage plus lørdag. I forbindelse med at besparelsen på området i 2024 og frem stiger til 1,5 million kroner, reduceres åbningstiderne i Paraplyen fra fire til to dage pr. uge.  

Her og nu koster det to stillinger, hvoraf den ene findes ved naturlig afgang.

Borgere revisiteres

På handicapområdet skal der næste år spares 1,5 million kroner, hvilket især rammer de borgere, der benytter dagtilbuddene i Morsø Kompetencecenters afdelinger på N. A. Christensens Vej og H. C. Ørsteds Vej. Besparelserne skal især ske ved at revisitere borgerne, hvilket blandt andet vil indebære, at nogle af dem sendes hjem på pension.

Der skæres fem stillinger på det område, heraf en ved naturlig afgang.

Henning Sørensen (V), formand for udvalget for social, sundhed og beskæftigelse, oplyser, at udvalget har besøgt både Morsø Kompetencecenter og Aktivitetscentret på det tidligere Strandgården i forbindelse med behandlingen af sagerne.

- Når vi skal spare så mange stillinger, som vi egentlig skal, så er det trods alt rigtig godt, at der er fundet nyt job til alle på nær to, siger han og tilføjer:

- Men det er klart, at der er da ingen af os, der er glad ved den spareøvelse, vi er i gang med. 

Udvalgsformanden påpeger, at det ikke er meningen, at de medarbejdere, der bliver tilbage, skal løbe stærkere, i og med at åbningstiderne bliver reduceret.

- Det er jo borgerne, på den måde, det kommer til at gå ud over, erkender Henning Sørensen og tilføjer:

- Der er også nogle, der glæder sig til at gå på pension, så de ikke skal ud i dagtilbud længere. De borgere, det kommer til at berøre, vil hele tiden blive vurderet på, om det nu er det rigtige, vi har gjort. Det har vores medarbejdere sagt, at de vil holde et vågent øje med. Det er jo ikke meningen, at vi skal have nogle til at falde helt fra hinanden. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden