Vågnede midt under brand: Måtte springe ud ad vinduet

Hans hus stod i flammer, men heldigvis vågnede en mandlig beboer tids nok til at springe ud af vinduet og komme væk

En mand måtte springe for livet. Han klarede heldigvis springet uden, at komme alvorligt til skade. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

En mand måtte springe for livet. Han klarede heldigvis springet uden, at komme alvorligt til skade. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

KARBY:Klokken 02.28 tikkede der en alarm ind hos Nordjyllands Beredskab. Et stuehus på Kringsholmen i Karby stod i flammer, og der blev straks sendt slukningskøretøjer afsted.

Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Henrik Gade Jespersen.

- Anmelderen forklarede, at stuehuset var overtændt, så jeg rekvirerede forstærkninger fra Durup med det samme, siger han til NORDJYSKE.

Manden, der ringede til alarmcentralen, var husets mandlige beboer. Han var vågnet, da ilden allerede havde godt fat i huset, og måtte springe ud af et vindue på 1. sal og løbe over til en nabo, for at ringe 112.

Da brandfolkene nåede frem, stod det hurtigt klart, at store dele af huset ikke stod til at redde.

- Vi foretager noget udvendig slukning, og så er det redning af værdier, vi koncentrerer os om, og så at begrænse branden, siger Henrik Gade Jespersen.

Det lykkes brandfolkene at redde én tredjedel af stuehuset, men undervejs måtte de foretage kontrollerede væltning af en skorsten og en gavl, så branden ikke spredte sig til nabobygningen.

- Det giver os en lidt kompleks efterslukningsopgave, fordi det hele er styrtet sammen. Loftet og spærrerne ligger sammen i et stort pandekagekollaps, så vi skal have en kran ud fra Beredskabsstyrelsen, siger indsatslederen.

- Så vi er herude i de første morgentimer.

Beboeren kom ikke noget til under sit spring, men er kørt til Thisted Sygehus til observation.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.