Mulighed for alle
I dag lever næsten 250.000 danskere på førtidspension - en livslang offentlig ydelse, der ikke giver de store muligheder eller håb for nogensinde at vende tilbage til arbejdsmarkedet, ikke engang få timer om ugen.
Antallet af danskere på førtidspension er desværre voksende. Det ønsker vi at lave om på. Vi vil åbne samfundet endnu mere op og lade flere folk deltage i fællesskabet, hvis de kan. Den tidligere regering så passivt til, mens denne gruppe voksede med 50.000 personer. Hvis udviklingen skal vendes, er vi nødt til at gøre tingene anderledes og ikke bare sidde på hænderne. Derfor er det grundlæggende forkert at sende unge mennesker på livslang pension uden at tilbyde dem et alternativ, hvis der er et. Vi foreslår en reform af førtidspensionen, så det som udgangspunkt ikke længere bliver muligt at få den tilkendt, hvis man er under 40 år. Jeg vil godt understrege, at reformen ikke handler om at sparke folk, der ikke er klar, ud på arbejdsmarkedet. Reformen er et signal om, at vi sætter en stopper for at samfundet opgivet unge mennesker uden at give dem en chance for at finde deres uudnyttede potentiale. Der vil stadig være personer under 40 år, som vil blive tilkendt en førtidspension, hvis de på grund af svære fysiske eller psykiske lidelser helt åbenbart ikke har nogen mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet. Men vi skal tage hånd om dem der har et potentiale, også selvom det vil kræve store resurser fra samfundets side. Det er også derfor, vi vil ændre fleksjobordningen, så vi i stedet for at bruge størstedelen af pengene på de højest lønnede bruger pengene på personer, der kun kan arbejde ganske få timer om ugen, men som tidligere ville blive placeret på førtidspension, fordi de ikke kunne arbejde mere end 12 timer om ugen. Læs hele indlægget på www.nordjyske.dk/ditnordjyske
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.