Musik med 50 pianister

Børn fra Hjørring Musiske Skole opfører Dyrenes Karneval med både dyr og dansende skelletter.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det kan godt være en anelse ensomt at være klaverelev. Men ikke for 50 elever på Hjørring Musiske Skole. Sammen har de netop opført Saint-Saëns musikværk Dyrenes Karneval. Musiklærer Danuta Michalak har taget initiativ til forestillingen, som foregår på en scene med et flygel, et klaver, to digitale klaverer, en cello og et euphonium. Scenen er udsmykket som en skov af elever på Hjørring Musiske Skoles Billedskole, og undervejs i musikken danser pianisterne rundt med dyr i bølgepap, som er malet af billedskolens elever i Hirtshals. Danuta Michalak spurgte kollegaen Claus Zielke, som straks var med på idéen. Sammen har de hele efteråret arbejdet på at bearbejde musikken og øvet med eleverne i undervisningstiden. - Jeg regnede godt nok ikke med, at det skulle blive så stort, erkender Claus Zielke, som har nydt samarbejdet - også med billedskolen. - Det er fedt at få koblet forskellige genrer sammen, siger han. Danuta fik ved generalprøven tirsdag eftermiddag enderne - og de mange børn - til at nå sammen: - Jeg er så glad for at det lykkes. Jeg har prøvet at lave det med mine egne elever i Aalborg med Peter og Ulven, men så havde jeg lyst til at lave noget i Hjørring. Vi vil gerne prøve at finde noget, så børnene kan bruge deres klaverspil til noget mere end blot at spille alene. Sara Vicky Poulsen, Bjergby, er 11 år. Hun er helt nybegynder som klaverelev. - Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være med, men jeg er glad for, at jeg gjorde. Jeg har fået tre nye venner her. Har det været en udfordring for de to musiklærere at få alle børn - og noder - på rette plads til rette tid, så har Hjørring Musiske Skoles Billedskole også haft nok at se til hele efteråret. - For os har det været en udfordring med samarbejdet, teknikken, størrelsen og det at få de individuelle udtryk samlet til ét fælles, fortæller Lina Franke Hedegaard, som har undervist de elever, der har lavet skoven. Det har været svært at male de store sætstykker. - Det er svært at male perspektiv, når man maler nede på gulvet, siger Lina Franke Hedegaard. Hele forestillingen kædes sammen af Lisbeth Baggesen, afdelingsleder på den musiske skole, som fortæller.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.