Hirtshals

Naturens folkemøde er i gang

Historiens første folkemøde om naturen er nu begyndt i Hirtshals

Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt (S), bød velkommen. Foto: Henrik Louis
Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt (S), bød velkommen. Foto: Henrik Louis

Opdateret kl. 15:50

HIRTSHALS: Naturens svar på Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors blev torsdag skudt i gang i Hirtshals.

På Naturmødets hovedscene bød Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt (S), klokken 14 velkommen, mens Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, og Flemming Fuglede Jørgensen fra Bæredygtigt Landbrug holdt åbningstalerne.

Nu er Naturmødet derfor officielt åbent. Det bliver et møde over tre dage, hvor gæster og hirtshalsboer kan lære om, lege i eller lytte til debatter om naturen. En festival med plads til både det faglige og det folkelige.

Debatterne strækker sig over alt fra, om naturen er en ressource eller noget helligt, om møgbillen er mindre vigtig at bevare end pandaen, om vi skal have elefanter i den danske natur og meget mere.

Naturoplevelser er der også nok af. Naturmødets aktiviteter spænder over en ildceremoni, snorkelture ved Husmoderstranden, guidede ture på mountainbike og alt derimellem.

Naturmødets aktiviteter bliver centreret ved området omkring Trappen, Husmoderstranden og Nordsøen Oceanarium. Festivalen slutter lørdag eftermiddag.

Gå til relaterede emner

Forsiden