EMNER

Nordisk boligboble truer dansk økonomi

Stærkt stigende priser udgør en risiko for Danmark

Stigende huspriser i Norge og Sverige udgør en risiko for dansk økonomi. Arkivfoto
Stigende huspriser i Norge og Sverige udgør en risiko for dansk økonomi. Arkivfoto

DANMARK: Mens de danske boligpriser er faldet markant siden finanskrisen, er boligpriserne fortsat med at stige i både Sverige og Norge.

Boligpriserne er nu så høje, at det tyder på overophedning, og den nordiske boligboble udgør en potentiel risiko for dansk økonomi, siger danske økonomer. Det skriver Dagbladet Information.

- Der er uomtvisteligt nogle meget store boligprisstigninger, som har skabt en meget sårbar situation, siger Torben M. Andersen, der er økonomiprofessor på Aarhus Universitet og tidligere vismand i Danmark og Sverige.

- Jeg vil ikke male fanden på væggen, men der er nogle klare risikomomenter, siger Peter Birch Sørensen, der er økonomiprofessor på Københavns Universitet og ligeledes tidligere overvismand.

Økonomisk afmatning

Hvis boligpriserne falder, vil det give økonomisk afmatning i Sverige og Norge, og ”det kan godt komme til at gøre ondt på de danske eksportmuligheder”, siger Peter Birch Sørensen. Både Norge og Sverige er blandt Danmarks fem største samhandelspartnere.

Også Torben M. Andersen siger, at der vil være en ”afsmitningseffekt”.

- Vi ved, at udviklingen hos vores samhandelspartnere har stor betydning for os.

Peter Birch Sørensen afleverede i foråret en rapport til de svenske økonomiske vismænd, hvor han når frem til, at det svenske boligmarked er overvurderet med ca. 15 procent.

Fald på 15-20 procent

I Nordea forventer man, at det norske boligmarked over de kommende to år vil falde med et sted mellem 15 og 20 procent, siger bankens cheføkonom, Helge J. Pedersen.

- Der har været mange tegn på klassisk overophedning på boligmarkedet i Norge, siger Helge J. Pedersen til Information.

Også han siger, at det vil påvirke den danske eksport negativt, hvis boligpriserne i Norge og Sverige falder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden