Sport

Nordjyder tror på overlevelse

Jammerbugt og Vejgaard begynder nu nedrykningsspillet

Vejgaard begynder foråret med en lørdagskamp på Soffy Road mod Næsby, mens Jammerbugt gæster HIK i Hellerup. Arkivfoto: Laura Guldhammer
Vejgaard begynder foråret med en lørdagskamp på Soffy Road mod Næsby, mens Jammerbugt gæster HIK i Hellerup. Arkivfoto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

Opdateret kl. 12:20

NORDJYLLAND: Jammerbugt og Vejgaard sparker i dag, lørdag, begge nedrykningsspillet i 2. division i gang. Begge hold begynder under nedrykningsstregen i nedrykningsspillet, efter holdene indtog bunden af efterårets pulje 3 i 2. division.

Efterårets manglende succes har dog ikke fjernet troen på et godt forår hos de to nordjyske hold i nedrykningsspillet. Overlevelsestroen lever i bedste velgående hos Lars Justesen, der er ny cheftræner i Jammerbugt FC.

- Vi skal helst holde os fri for skader, så så mange som muligt kan holde sig til, men ellers er jeg rimelig fortrøstningsfuld og håber, vi kan undgå nedrykning, siger han.

Pandrup-klubben har oprustet med seks nye spillere i vinterpausen. Amatørklubben Vejgaard Boldspilklub har ikke hentet lige så mange spillere ind. To seriespillere og den tidligere AaB’er Martin Pedersen, som efter efterårssæsonen blev fyret som træner i Jammerbugt FC, er kommet til på spillersiden. Samtidig har nordjyderne fået en håndfuld spillere i fuld vigør efter et skadesplaget efterår. Det har bidraget til, at nordjyderne aldrig har trænet bedre, end de har gjort i vinteropstarten, mener Vejgaard-træner Henrik Larsen. Derfor deler han Jammerbugts optimisme.

- Vi kan spille begge veje med højere tempo, og jeg synes også, at vores boldomgang er blevet markant bedre. Vi er blevet vant til, at vi skal slippe bolden hurtigere, siger Henrik Larsen.

Begge nordjyske mandskaber begynder nedrykningsspillet med fem point. Derfor har nordjyderne to point op til overlevelse, inden forårets 16 runder sparkes i gang.

Gå til relaterede emner

Forsiden