Savnet 45-årig mand fundet dræbt i Aalborg
En mand blev søndag fundet død i en lejlighed i centrum af Aalborg
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:08
Opdateret kl. 11 med nye oplysninger og flere billeder fra stedet
AALBORG: En 45-årig mand blev søndag fundet død i en lejlighed på Ørstedsvej i Aalborg.
Sagen efterforskes som en drabssag, og politiet anholdte søndag aften kort efter klokken 21 to personer, en 35-årig mand og en 21-årig kvinde, begge med tilknytning til Aalborg.
Manden og kvinden er et kærestepar, som ifølge efterforskningslederen, politikommissær Carsten Straszek, Nordjyllands Politi, har en "løs relation" til den 45-årige mand.
- Så det er ikke en tilfældig mand, der er blevet dræbt, siger efterforskningslederen.
Både manden og kvinden er sigtet for i forening at have begået drabet. De fremstilles mandag kl. 13 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg med krav om varetægtsfængsling, oplyser Carsten Straszek.
I retten vil politiets anklager begære dørene lukket.
Den 45-årige afdøde har siden fredag 30. april været savnet af sine pårørende.
Ejendommen, hvor manden er fundet død, har natten igennem været afspærret, og hjemmeværnsfolk har bevogtet stedet.
Politiet er i øjeblikket til stede på adressen, hvor man efterforsker det formodede drab.
- Vi efterforsker sagen som en drabssag, og det betyder, at vi skal foretage en række tekniske undersøgelser. Derfor vil der være teknikere og retsmedicinere til stede, siger Carsten Straszek.
Herudover skal politiet afhøre de anholdte og andre personer, ligesom der skal foretages såkaldte forhøringer af andre beboere i området.
Af hensyn til efterforskningsarbejdet vil efterforskningslederen ikke udtale sig yderligere om omstændighederne i sagen på nuværende tidspunkt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.