5 stjerner til Niels Hausgaard: Se billederne her

Stadig meget at fryde sig over hos Niels Hausgaard - og plejer er ikke død

Med sig på scenen havde Niels Hausgaard fået den travle bassist Troels Skjærbæk (fra blandt meget andet Boat Man Love) til at lægge en vis bund under de mange nye sange. Foto: Martin Damgård.

Med sig på scenen havde Niels Hausgaard fået den travle bassist Troels Skjærbæk (fra blandt meget andet Boat Man Love) til at lægge en vis bund under de mange nye sange. Foto: Martin Damgård.

KONCERT:Niels Hausgaard

- Jeg har aldrig haft problemer med MeToo-sager. Jeg har altid spurgt først: ”Må jeg ikke lige stikke min tunge ind i dit øre?”. Så kan de jo bare sige nej…

Niels Hausgaard har nået at gøre sig rigtig mange tanker – og skrive rigtig mange nye sange - hjemme i sit køkken i den meget lange corona-ventetid.

Undervejs er han kommet frem til, at noget af det, som vi har sværest ved at tumle, er, at plejer er død.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Men det er plejer heldigvis ikke hos Hausgaard selv.

Tværtimod myldrer hans helt specielle univers stadig med påfaldende mange i større eller mindre grad ret usympatiske (og til tider stærkt genkendelige) personer.

Han har fortsat en udpræget svaghed for at udstille helt personlige særheder og småskavanker. Blandt meget, meget andet et hentehår, der er så langt, at man slet ikke kan overskue, hvor det egentlig hentet op fra, men det ender i hvert fald i en lille fuglerede på toppen af hovedet.

Og så har han som altid et formidabelt skarpt syn på alle former for naragtighed og opstyltethed og kvælende, kvalmende selvhøjtidelighed, denne gang stærkest portrætteret gennem en yderst selvbevidst tidligere arkitekt, der taler meget langsomt og omstændeligt og malmfuldt, for ”han er sådan en, der er vant til at blive hørt”.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Og livet igennem har denne arkitekt altid tegnet huse, hvor han har sørget for, at hver enkelt rum har sin egen fortælling. Fulgt af Hausgaards knastørre bemærkning: ”Hjemme hos mig har alle rum samme fortælling: Her bor en mand, der ikke gider støvsuge”.

Hemmeligheden eller finten eller det særlige ved Hausgaard er, at han har så mange vidt forskellige udtryk, som han hele tiden skifter imellem.

Ingen kan som han forekomme umiddelbart mild og forstående – og samtidig sylespids. Sarkasmen ligger og bobler lige under overfladen. For så pludselig at bryde igennem.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Han hader alle former for sentimentalitet og hylder enhver form for uperfekthed, han udstiller ”førstesorterings-mennesker” og hylder ”andensorterings-mennesker” og glemmer ikke at nævne det uperfektes mester, Bob Dylan, når han selv kommer en anelse skævt ind på en ny tekst eller slår forkert an på guitaren (”det er heller ikke nemt – der er seks strenge, og vi har jo kun fem fingre”).

Han fremhæver svagheden ved coronavirus – at vi mangler en syndebuk – og påpeger, at den har givet os anledning til at møde os selv, ”men det kan også blive for meget af det gode, og for nogle har det uden tvivl været en stor skuffelse”.

I betragtning af, at han omtaler sig selv som vægelsindet, kommer man med en hel del skridsikre holdninger. Blandt meget andet mod Den Kristelige Fagbevægelse (”Hvad har du imod os? vil de vide. Det er da ikke bare jer. Det gælder alle snyltere”).

Ingen kan som Niels Hausgaard få det absolut maksimale ud af en akavet situation og dvæle ved hver eneste pinagtige detalje. Og ingen kan som han gengive intetsigende dialoger

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

I den ene ende af spektret hviler et par rørende sange om at have en krystalklar erindring af, hvad der skete en ganske bestemt dag i ungdommen (med fuld tryk på alle sanser) – og om ikke at være bange for mørket og stilheden og sig selv – i den anden hamrer han helt anderledes håndfast af sted. Med en særdeles spydig sang om at være ligeglad med slaveriet i Dubai og en anden (til tonerne af den gamle, taktfaste slagsang ”Brødre, lad våbnene lyne”) om at lægge sig fladt på maven for tyranni og overmagt.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Men den hårdeste er nok den om at være imponeret over alle de skarpe hjerner, som landet har fostret – Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Niels Bohr og Anders Fogh – ”men syv magtesløse kvinder og deres børn, det er for voldsomt for Danmark”.

Alt i alt er der så rigeligt at frydes over. For eksempel hans forsvar for at kastrere flere: ”Så får man ro i sindet, så får man læst bøger, så får man set ”Den Store Bagedyst”.

Hans betragtninger om kvinder: ”Når de er lidt for tynde, er det, som om de får for mange tænder”.

Og om forsøget på at bytte et værk af Per Arnoldi væk for to af Johnny Madsen: ”Og det må have været selvportrætter, for de har helt grønne i hovederne”.

Perfekt midt i alt det uperfekte. Og så langt fra bare en skitse.

Niels Hausgaard med ”Bides hestene? Skitse til et show 2021” i Royal Stage i Nordkraft i Aalborg torsdag aften.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.