Alene og uden toiletforhold: Her så Jobpatruljen konsekvent dårlige arbejdsforhold
I alt 410 interviews og 168 sager er det blevet til i uge 28. Blandt dem viser fire tydelige tendenser sig
Opdateret kl. 18:05
Helt alene på adressen og ingen toiletforhold i nærheden.
Det vil de færreste voksne nok kalde for ideelle arbejdsforhold.
Alligevel er det realiteten for flere unge nordjyder, når de tager afsted på deres fritidsarbejde.
I samtlige besøg hos en helt bestemt type virksomhed, var det nemlig, hvad Jobpatruljens frivillige mødte på stedet.
- Det ser vi konsekvent ved samtlige frugtboder, vi har besøgt, som er bemandet. Der står de unge helt alene uden toiletfaciliteter, siger Kristian Juul Kjær, der er ungdomskonsulent hos HK Nordjylland og lokalkoordinator for Jobpatruljens indsats i Nordjylland.
- Og de er altså alle sammen under 18 år, understreger han og fortæller, at der altid skal være mindst én person over 18 år til stede på arbejdspladsen. Kristian Juul Kjær vurderer, at Jobpatruljen dette år har besøgt mellem 8 og 10 frugtboder.
Det er dog langt fra kun her, at det halter bagud med de unges arbejdsforhold.
Det kan Jobpatruljen konkludere efter en uges kørsel i hele Nordjylland med besøg hos virksomheder, der har unge medarbejdere under 18 år ansat.
Skole bør være førsteprioritet
Søndag eftermiddag gør Kristian Juul Kjær status over Jobpatruljens besøg i det nordjyske.
I alt 410 interviews og 168 sager er det blevet til i uge 28. Blandt dem viser tydelige tendenser sig.
- Af de sager vi finder lige nu, er det fire konkrete ting, der går igen, siger lokalkoordinatoren og nævner som det første, at flere unge løfter og skubber på alt for tunge ting på deres arbejdsplads, eksempelvis i supermarkeder.
- Der ser vi oftest, at de kører rundt med paller, som vejer over 250 kg, fortæller han.
Manglende ansættelseskontrakter er også et billede, der går igen i flere forskellige brancher, og de sidste to ærgerlige tendenser drejer sig om, at flere unge står alene uden en voksen på deres arbejdsplads, og at de har for lange vagter i hverdage, hvor de også går i skole.
- Vi ser nogle gange, at de unge arbejder seks eller otte timer i hverdagen, og det er en for lang vagt. Der er loven skruet sådan sammen, at man skal kunne prioritere sin skole og uddannelse, når man går i folkeskole, siger Kristian Juul Kjær.
Skader anmeldes ikke
Generelt har Jobpatruljens 36 frivillige i Nordjylland oplevet, at de i år er blevet taget imod med smil og nysgerrighed på de nordjyske arbejdspladser, og Kristian Juul Kjær kan ikke komme i tanke om et tilfælde i denne omgang, hvor de frivillige er blevet nægtet adgang hos en virksomhed.
Dog har ikke alle oplevelser været rare for de frivillige, som også har måttet lægge ører til nogle trælse historier fra de unge nordjyder.
Af de mere grelle tilfælde kan Kristian Juul Kjær nævne skader på arbejdspladserne, som ikke er blevet anmeldt.
- Det er altså når de (unge under 18 år, red.) bliver sendt hjem, hvis de er kommet til skade på arbejdet og så er sygemeldt efterfølgende.
I sådanne tilfælde skal Arbejdstilsynet kontaktes, og skaden anmeldes. Ellers har Arbejdstilsynet nemlig ikke mulighed for at føre kontrol, hvis der er noget sikkerhedsmæssigt, de skal være opmærksomme på.
Desværre har Jobpatruljen erfaret, at skader i enkelte episoder ikke er blevet anmeldt, selvom den tilskadekomne ellers har bedt arbejdspladsen om at gøre det.
- Nogle gange er det selvfølgelig også en forglemmelse, men vi ser mere hyppigt, at det er fordi, arbejdspladserne ikke har lyst til at anmelde det, siger lokalkoordinatoren.
Stadig brug for Jobpatruljen
Sidste år foretog Jobpatruljen 344 interviews, som førte 149 sager med sig.
Det var en markant stigning i antal af sager fra året før.
Sammenlignet med i år er antallet af interviews og sager dog nogenlunde tilsvarende. Det betyder ifølge lokalkoordinatoren dog ikke, at Jobpatruljens besøg ikke har nogen effekt.
- Vi fører selvfølgelig kontrol over, hvad det er for nogle steder, vi fik sager sidste år. Mange af de steder har vi besøgt igen i år.
For mange af de genbesøgte steder ser Kristian Juul Kjær, at der i år ikke er noget at sætte en finger på.
- Så mit indtryk er, at det har hjulpet at gå i dialog, men der er selvfølgelig udskift, der kommer nye regler, og der har været brud på andre områder, end det vi plejer at se, fortæller han generelt om Jobpatruljens erfaringer denne sommer.
Derfor giver det også mening, at Jobpatruljen tager på visit hos de nordjyske virksomheder igen næste år.
- Vi håber selvfølgelig på en dialog med de unge, men ligeså meget med virksomhederne og på at hjælpe dem på vej i forhold til at navigere i de regler, der er på området.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.