Alle nordjyske kommuner udskyder affaldssortering: Se hvornår reglerne træder i kraft ved dig

En ny klimaaftale skulle gøre affaldssektoren grønnere allerede fra 1. juli i år. Siden har 11 nordjyske kommuner fået dispensation til at udskyde reglerne for affaldssortering

Ingen nordjyske kommuner kunne nå fristen den 1. juli 2021. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Ingen nordjyske kommuner kunne nå fristen den 1. juli 2021. Grafik: Christian Made Hagelskjær

NORDJYLLAND:Ingen af de 11 nordjyske kommuner kan overholde reglerne om affaldssortering, der træder i kraft 1. juli i år. Derfor har kommunerne fået dispensation til at udsætte tidsfristen.

Det viser tal fra Miljøstyrelsen.

- Den frist, der blev sat, var efter vores overbevisning urealistisk, siger Birgit Hansen (S), der - udover at være borgmester i Frederikshavn Kommune - er formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening.

Et bredt politisk flertal på Christiansborg blev i juni 2020 enige om en klimaplan for en grøn affaldssektor. Målet var, at den skulle gøres klimaneutral i 2030.

Første punkt på vejen til klimavenlig affald var et krav om, at danskernes affald i husstanden skulle sorteres i ti forskellige kategorier fra 1. juli 2021. For alle nordjyske kommuner har det ikke været muligt at efterleve den tidsfrist, så størstedelen af nordjyderne skal først sortere fra 1. januar 2023.

De nordjyske kommuner tæller Læsø, Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild, Thisted, Morsø, Vesthimmerland og Aalborg Kommune.

Borgerne i både Aalborg og Læsø Kommune skal ikke frygte flere skraldespande i indkørslen. I begge kommuner regner man med, at de nuværende skraldespande er nok til de nye regler for sortering. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Borgerne i både Aalborg og Læsø Kommune skal ikke frygte flere skraldespande i indkørslen. I begge kommuner regner man med, at de nuværende skraldespande er nok til de nye regler for sortering. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Birgit Hansen understreger, at kommunerne deler ambitionen om en mere miljøvenlig renovation, men det har ikke været muligt for kommunerne at få det praktiske på plads inden 1. juli.

icon

Man skal passe på ikke at komplicere det mere end nødvendigt

Hanne Krogh

Ifølge Birgit Hansen skyldes det for det første, at flere kommuner er bundet af udbud med leverandører, der først udløber senere. For det andet er det ikke muligt for kommuner at få leveret de nødvendige skraldespande eller skraldebiler, der er indrettet til at sortere efter de nye regler. Til sidst er der et krav om borgerinddragelse, inden reglerne kan træde i kraft. Birgit Hansen fortæller, at det ikke har været muligt at få involveret borgerne tilstrækkeligt inden 1. juli.

- Der er en masse praktik og logistik, der skal gå op, inden vi kan udføre det ekstra arbejde. Hvis ikke der er styr på det, inden det træder i kraft, risikerer vi at miste borgerne. Det er det værste, der kan ske, siger Birgit Hansen.

Hun fortalte tidligere i år om kommunernes problemer til et møde med miljøminister Lea Wermelin (S), hvorefter det blev muligt at søge om udsættelse. I alt har 74 af landets kommuner fået udskudt fristen.

Sådan skal du sortere affald

I aftalen fra 16. juni 2020 mellem Regeringen, Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Alternativet var kravet, at danskernes husaffald skulle sorteres i ti kategorier:

1. Madaffald

- Det kan både være rå og tilberedte madvarer såsom brød, kaffegrums eller æggeskaller.

2. Papir

- Aviser, ugeblade, reklamer mm. Papir kan genbruges op til syv gange.

3. Pap

- Cornflakespakke, toiletrullepap mm.

4. Metal

- Dåser, stanniol og andet metal, der ikke indeholder elektronik eller farligt affald.

5. Glas

- Fra syltetøj, vinflasker mm.

6. Plast

- Fryseproser, plastikflasker mm. Det er vigtigt at tømme emballagen for madrester.

7. Tekstil

- Tøjstykker.

8. Drikke- og fødevarekartoner

- Mælke- og juicekartoner uden pant.

9. Restaffald

- Det der er tilbage, når du har sorteret alt det andet fra.

10. Farligt affald

- Batterier, malerbøtter, spraydåser, kosmetik, håndsprit, elpærer.

Danskerne skal ikke til have have ti skraldespande i indkørslen. Noget kan smides i samme skraldespand, hvor det så bliver sorteret fra hinanden på genbrugspladsen. En anden løsning er en opdelt skraldespand, så en skillevæg adskiller mad fra plastik.

Kilde: regeringen.dk

Ikke flere skraldespande

Aalborg Kommune har fået udsat deres frist til 1. januar 2023, fordi det har været umuligt for dem at nå det til 1. juli 2021. Håndteringen skal først drøftes politisk med inddragelse af aalborgenserne, og siden skal det praktisk kunne lade sig gøre.

- Vi skal ud og have nye kuber til glasaffald, nyt udstyr til områderne med fritidshuse, og så kan det være, at vi skal have nye skraldebiler. Leveringstiden på dem er 12-18 måneder, siger Dorte Ladefoged, affaldsplanlægger ved Aalborg Kommune.

Hvornår træder reglerne i kraft i din kommune?

Alle 11 nordjyske kommuner har søgt om dispensation til udskyde tidsfristen på, hvornår de nye regler for affaldssortering træder i kraft. Se hvornår her:

Aalborg Kommune: 1. januar 2023

Frederikshavn Kommune: 1. januar 2023

Hjørring Kommune: 1. januar 2023

Brønderslev Kommune: 1. januar 2023

Jammerbugt Kommune: 1. januar 2023

Rebild Kommune: 1. januar 2023

Vesthimmerland Kommune: 1. januar 2023

Mariagerfjord Kommune: 30. september 2022

Thisted Kommune: 1. januar 2023

Læsø Kommune: 1. januar 2022

Morsø Kommune: 1. januar 2023.

Kilde: Miljøministeriet

Hun fortæller, at aalborgenserne kommer til at mærke implementering af de nye regler etapevis, men understreger, at det ikke bliver en stor omvæltning.

- Sortering af kartoner, madaffald og farligt affald er det eneste nye. De får ikke flere skraldespande, end de har i dag. De får dog en lille kasse til farligt affald, siger hun.

I dag sorterer borgerne i kommunen i seks kategorier: papir-, pap-, glas-, metal-, plastik-, og restaffald.

Grafik:

Når de nye regler træder i kraft skal mad- og drikkekartoner som mælke- og juicekartoner lægges i samme spand som plastik- og metalaffald. Farligt affald som malerbøtter, elpærer, kosmetik mm. skal smides i en lille kasse for sig selv. Til sidst bliver det implementeret i 2024, at madaffald skal sorteres i grønne poser og lægges sammen med restaffald.

- Vi ved ikke med tekstilaffald, fordi der ikke er nogen afsætningsmulighed for det, og vi afventer lovgivning på området. Samtidig ønsker vi at understøtte de initiativer fra humanitære organisationer, der er på tekstilområdet, siger Dorte Ladefoged, affaldsplanlægger ved Aalborg Kommune.

I Aalborg Kommune vil man gerne understøtte organisationer som Røde Kors, selvom de kommer til at indhente tekstilaffald. Arkivfoto: Allan Mortensen <i>Allan Mortensen</i>

I Aalborg Kommune vil man gerne understøtte organisationer som Røde Kors, selvom de kommer til at indhente tekstilaffald. Arkivfoto: Allan Mortensen Allan Mortensen

Problematikken med tekstilaffald skal Christiansborg finde en løsning på, inden kommunerne kan implementere det.

Hurtigt på Læsø

Læsø Kommune er den første af de nordjyske kommuner til at få indført reglerne for affaldssortering. Kommunen har fået udskudt tidsfristen med et halvt år og regner med at implementere reglerne 1. januar 2022.

- Man skal passe på ikke at komplicere det mere end nødvendigt, siger Hanne Krogh, direktør for Læsø Forsyning, der allerede nu har de nødvendige skraldebiler.

I dag har øboerne to skraldespande stående i indkørslen. En spand med to rum til madaffald og restaffald. Den anden spand har også to rum. Et til pap og papir. Et andet til plast- og metalaffald. Samtidig har de kupler til glas rundt på øen, og farligt affald lægges ovenpå skraldespanden i en rød pose.

Kommunens ambition er, at borgerne kan smide kartoner i samme spand som plast- og metalaffald. Kommunen venter på testsvar fra RenoNord, hvorvidt deres maskiner kan sortere mælke- og juicekartoner fra det øvrige plast og metal.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.