Voldsomt solouheld: Nabo hørte højt plask fra branddam
Tre mænd er indlagt på Aalborg Universitetshospital efter et alvorligt solouheld fredag aften
Opdateret kl. 13:55
VISBORG: Tre mænd måtte fredag aften hastes med ambulancer til Aalborg Universitetshospital efter et alvorligt solouheld på Visborgvej tæt ved Visborg, lidt nordøst for Hadsund. Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
To af mændene betegnes som alvorligt tilskadekomne, heraf var den ene lørdag morgen i kritisk tilstand, mens bilens fører har fået knoglebrud.
Uheldet skete klokken 20.40, hvor den 24-årige mandlige fører af bilen kom kørende i sydøstlig retning sammen med to passagerer, en 26-årig og en 36-årig mand. Alle fra lokalområdet.
Uvist af hvilke årsager mistede føreren herredømmet over bilen, som kom for langt ud i rabatten. Bilen var umulig at rette op, og i stedet ramte den først et læbælte med buske og træer, før turen endte i en branddam med vand i cirka en meters dybde. Heldigvis landede bilen med den rigtige side opad.
- En nabo til branddammen hørte bilen skride ud og efterfølgende et højt plask. Han fik hjulpet de tilskadekomne ud af bilen, siger vagtchefen, som har stor ros til naboen for hans indsats.
Både læge, ambulancer, indsatsleder og patrulje blev sendt til uheldsstedet, hvor også en bilinspektør blev tilkaldt for at vurdere, om fart har været en medvirkende årsag til uheldet.
Den 24-årige fører af bilen har fået taget en blodprøve for at fastslå, om han var påvirket af alkohol. Det havde politiet en mistanke om.
Bilen fra uheldet er hævet fra branddammen, og den er nu i politiets varetægt, hvor den undersøges nærmere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.