Trafik

Biler var fanget i parkeringskælder: - Totalt kaos

Center-manager forsøgte lørdag eftermiddag at skaffe vand og kaffe til de bilister, der i flere timer holdt stille i p-kælderen

Ved 17-tiden lørdag eftermiddag var der fortsat kaos i parkeringskælderen i det centrale Aalborg
Ved 17-tiden lørdag eftermiddag var der fortsat kaos i parkeringskælderen i det centrale Aalborg Foto: Ole Sanvig Knudsen

Opdateret 09. februar 2025 kl. 09:08

Flere timers ventetid blev for mange nordjyder en noget langsommelig afslutning på deres shoppetur lørdag eftermiddag.

Et tilbagevendende problem var nemlig opstået ved parkeringskælderen under Friis Shoppingcenter, som betød, at de biler, der ville forlade kælderen, der i alt rummer 850 parkeringspladser, var forhindret i at slippe ud derfra.

Det bekræfter center-manager i Friis Shoppingcenter, Niels Adolfsen, som fortæller, at han allerede ved middagstid sendte en vagt ned i kælderen for at dirigere trafikken på vej ud af p-huset.

- Det er totalt kaos. Det er forfærdeligt, sagde han lørdag eftermiddag til Nordjyske, mens han var i gang med at skaffe vand og kaffe til de bilister, der holdt stille i p-kælderen.

Foto: Ole Sanvig Knudsen

Tilbagevendende problem

Årsagen til trafikkaosset er ifølge center-manageren lyskrydset på Nyhavnsgade, der er placeret umiddelbart lige uden for parkeringshuset opkørselsrampe.

- Vi har problemer med lyskrydset, så kommunen skal formentlig have nogen ud at kigge på det igen, forklarer han.

Det er ikke første gang, lyskrydset har været skyld i et lignende trafikkaos, og Niels Adolfsen er da heller ikke i tvivl om, hvad der skal til for at komme problemet til livs:

- Jeg skal have fat i kommunen mandag morgen og sige til dem, at det går simpelthen ikke det her. Nu er de simpelthen nødt til at tage det seriøst.

- Det kan kommunen ikke være bekendt, for når det er sådan, at man tager en beslutning om, at man fjerner p-pladserne inde i midtbyen, så folk skal bruge p-husene, er de også forpligtet til at sørge for, at folk kan komme ud. Det stiller os i et utroligt dårligt lys, at bilerne ikke kan komme ud af p-huset, mener han. 

Kan ikke forudsige trafik

Han mener ikke, at Friis Shoppingcenter selv har ansvar eller mulighed for at gøre det lettere for biler at forlade parkeringskælderen.

- Det kan vi jo ikke. Vi har 850 p-pladser, og det ved kommunen udmærket godt. Det er deres ansvar at sørge for, at de kan komme ud, siger han og tilføjer, at det desuden er svært at forudse, hvornår bilerne vælger at forlade parkeringshuset.

Han påpeger, at det i dag er lørdag, før mange holder vinterferie, som betyder, at der er masser af mennesker i byen.

- Vi kan snildt have en dag, hvor vores p-hus stort set er fuldt belagt, men uden problemer, og så er der bare andre dage, hvor det hele kommer i karambolage, siger Niels Adolfsen.

Lørdag eftermiddag var p-huset fortsat åbent for indkørende biler, for ifølge centerlederen burde problemet være løst ved 18-tiden.

Han håber på, at der i fremtiden kan blive installeret intelligent lysstyring i lyskrydset.

Nordjyske var lørdag eftermiddag i kontakt med Aalborg Kommunes pressevagt, som oplyste, at Aalborg Kommunes operatør på lysanlæg var opmærksom på eftermiddagens trafikkaos ved parkeringskælderen, og at der blev arbejdet på sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden