Er du klar på grill- og badevejr?
De små poder får en flot første skoledag - måske skal grillen tændes mandag aften?
Opdateret kl. 17:04
Første skoledag efter sommerferien bliver en solrig og lun en af slagsen i det nordjyske.
Vagthavende meteorolog ved DMI, Klaus Larsen, fortæller til Nordjyske, at det meste af Nordjylland mandag kan sætte næsen op efter 20 grader.
- Måske med en lille sky hist og pist. Vinden bliver svag eller let fra skiftende retninger - dog bliver det lidt koldere ved Jammerbugten med 16-17 grader, siger han.
Så vi taler næsten grill- og badevejr i det meste af Nordjylland?
- Der skulle være plads til det hele, så det er da værd at overveje, lyder det fra Klaus Larsen.
Tirsdag begynder også godt, men i løbet af eftermiddagen kommer der byger - måske kraftig regn nogle steder - samt muligt tordenvejr.
- Også onsdag ser det ustabilt ud, men det kan dog blive op til 25 grader, fortæller meteorologen.