Blev tilbudt 30.000 kroner for at brænde klubhus ned: Nu er de dømt

To mænd er fredag blevet idømt hver et års fængsel for forsøg på brandstiftelse

Masser af Satudarahrockere fulgte retssagen, som endte med, at retten mente, at den forklaring den 21-årige tiltalte havde givet, skulle udmønte sig i et års fængsel  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Masser af Satudarahrockere fulgte retssagen, som endte med, at retten mente, at den forklaring den 21-årige tiltalte havde givet, skulle udmønte sig i et års fængsel  Foto: Lars Pauli

AALBORG:To mænd er fredag hver blevet idømt et års fængsel for et forsøg på at sætte ild til Satudarahs klubhus i Vodskov. Dommen faldt ved Retten i Aalborg. 

Forsøget på brandstiftelse skete 20.maj, men de to mænd på 31 og 21 blev stoppet, da tre Satudarah-rockere fra klubhuset opdagede dem og jagede dem væk fra klubhuset. 

Retten lagde vægt på den forklaring, som den 21-årige gav til politiet kort efter, han var blevet anholdt. 

Her forklarede han detaljeret, hvordan han af en ukendt person var blevet tilbudt 30.000 kroner for at sætte ild til hegnet, der går omkring huset og selv havde lavet de molotovcocktails, der blev fundet ude ved hegnet. 

DNA og benzinrester

Ifølge sin forklaring i retten vidste den 31-årige ikke, hvad intentionen med turen til Vodskov i de tidlige morgentimer 20. maj var. Han var bare med for at få et lift hjem. 

Den del af forklaringen betvivlede retten dog, da den 31-årige mands DNA blev fundet på de fem  molotovcocktails, ligesom hans tøj fra dagen også havde spor af benzin. Det mente retten kunne indikere, at han var med til at lave de fem molotovcocktails. 

Retten slog også fast, at der var fundet søgninger på den 21-åriges telefon om brandbare tagsten. Det mente retten måtte betyde, at det var huset og ikke hegnet, der var mål for ildspåsættelsen.

Også den planlagte brug af molotovcocktails til at starte branden, mente retten indikerede, at det var huset, der skulle sættes ild til. 

Dermed lagde dommen sig tæt op ad anklagerens argumentation. 

Stor vægt på forklaring

Anklageren argumenterede netop for, at den 21-åriges forklaring var den rigtige. Han havde dog tre punkter i den tiltalte 21-åriges forklaring, som han ikke troede var sande. 

Anklageren mente netop, at det var selve klubhuset og ikke hegnet, der var målet for ildspåsættelsen. Det begrundede han med brugen af molotovcocktails, som typisk bliver brugt på afstand. Den anden usandhed i den 21-åriges forklaring var - ifølge anklageren -  at den 21-årige ikke lavede cocktailsene alene, og den tredje usandhed var - igen ifølge anklageren - at den anden tiltalte ikke vidste noget om planen om ildspåsættelsen. Den usandhed begrundede anklageren med fundet af DNA fra den 31-årige på molotovcocktailsene og benzinen på den 31-åriges tøj. 

Hærværk, ikke brand

Det, mente den 31-åriges forsvarer dog ikke, var nok. Han slog fast, at det var muligt, at den 31-årige kunne have rørt ved den klud, der havde hans DNA på, ligesom benzinen kunne stamme fra andet end molotovcocktails. 

Han mente derudover heller ikke, at der var grundlag for at dømme dem for forsøg på at påsætte en husbrand, men snarere at de skulle dømmes for at ville sætte ild til hegnet, som den 21-årige sagde i sin forklaring. Den forskel kunne ændre straffen fra forsøg på ildspåsættelse til hærværk og dermed en langt mildere dom.

Den 21-åriges forsvarer argumenterede ydermere for, at afstanden fra hus til hegn var for stor til, at der var fare for, at ilden skulle sprede sig til huset. 

Retten valgte dog at tilsidesætte de to forsvareres argumenter. 

De to mænd valgte at tænke over, om de ville anke dommen. Det har de nu 14 dage til. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.