Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Som socialdemokratisk medlem af Aalborg Byråd og aktiv i foreningslivet har jeg med stor interesse læst Ole Nielsens indlæg om frivillighed i SIFA’s nyhedsbrev. Ole Nielsen kender jeg godt både som formand for SIFA og som formand for Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg – et udvalg, hvor jeg selv sidder med qua min position i Aalborg Kommunes Sundhed- og Kulturudvalg. Hans ord rammer derfor lige ned i kernen af noget, jeg oplever dag for dag – både i mit politiske virke og i mit engagement i foreningslivet.

DM-ugen 2025 var endnu engang et fantastisk eksempel på, hvad der kan ske, når frivillige kræfter mobiliseres. Over 2200 atleter, 150.000 tilskuere og 35 sportsgrene – disse tal er imponerende, men det, der virkelig imponerer mig, er de utallige frivillige, der gjorde det hele muligt. Kort og godt, så var intet af dette blevet til noget uden de beredvillige hænder, der løfter individuelt og i flok.

Jeg kender denne virkelighed både som politiker og som foreningsmenneske. Som formand for Elitesport Aalborg og gennem mit øvrige foreningsarbejde - primært i St. Restrup idrætsforening - har jeg oplevet, hvordan frivillighed kræver mange kræfter. Ikke kun fysiske, men også psykiske. De frivillige er ikke bare en ressource, vi kan tage for givet. De er mennesker med travle liv, som vælger at bruge deres fritid på at skabe fællesskab for andre.