Corona: Næsten 1300 har allerede meldt sig for at hjælpe på hospitalerne i Nordjylland
Folk med sundhedsfaglige kvalifikationer er strømmet til - yngste er 17 år, ældste er 71
Opdateret kl. 15:56
Hjælpsomheden er stor i Nordjylland.
Søndag eftermiddag sendte Region Nordjylland en efterlysning ud på nettet: Alle med en sundhedsfaglig uddannelse blev opfodret til at melde sig til en nyoprettet jobbank og på den måde sikre en reserve af ekstra arbejdskraft.
Siden er det væltet ind med tilmeldinger. Blot 24 timer senere var status, at 1283 nordjyder har tilbudt deres hjælp.
- Det er meget tydeligt for mig at se, at når vi taler om samfundssind, så kan vi danskere og nordjyder i høj grad være med. Det vidner det her tal også om. Det er meget flot, at så mange ønsker at hjælpe, hvor der er et behov, siger regionrådsformand, Ulla Astman (S).
Også på Facebook er der ros til nordjyderne.
- HVOR ER I FANTASTISKE! .... Yngste er 17 - ældste 71 år. Vi håber ikke, der bliver brug for jer - men for Søren, hvor er det rart at vide, at SÅ mange er klar, skriver Regionshospital Nordjylland på Facebook.
Jobbanken er stadig åben for alle med en sundhedsfaglig uddannelse. Det kan være medicin- eller sygeplejerskestuderende, pensionerede sygeplejerske, læger eller folk med anden relevant sundhedsfaglig uddannelse.
Region Nordjylland ved ikke for nuværende hvor mange og hvilken type personale, der vil blive brug for under udbruddet af COVID-19, men alle kan tilmelde sig, og personerne vil blive kontaktet, hvis regionen får brug for arbejdskraften. Der vil blive betalt overenskomstmæssig løn for indsatsen, ligesom eventuelt udpeget personale vil blive klædt på til at håndtere de opgaver, der skal bruges hjælp til.
De mange tilmeldte fordeler sig på følgende faggrupper: 305 lægestuderende, 164 sygeplejestuderende, 125 sygeplejersker, 108 social- og sundhedsassistenter, 52 læger og 529 med anden sundhedsfaglig baggrund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.