Coronavirus

Covid-19-vaccination: Så mange i din kommune har stadig ikke fået 1. stik

Næsten 60.000 nordjyder har ikke taget imod tilbud om vaccination mod covid-19. Se hvor mange det drejer sig om i din kommune - og hvor du kan blive vaccineret i denne uge

Der er fortsat næsten 60.000 nordjyder, som ikke har taget imod tilbuddet om vaccination mod covid-19. Se fordeling på kommuner

Der er fortsat næsten 60.000 nordjyder, som ikke har taget imod tilbuddet om vaccination mod covid-19. Se fordeling på kommuner

NORDJYLLAND:Der bliver fortsat vaccineret mod covid-19, men det er nu kun ganske få, der dagligt møder op for at få første stik - eller tager imod tilbuddet ved de udkørende teams.

Fra mandag til tirsdag blev der i hele Nordjylland kun uddelt 19 vaccinedoser som 1. stik - fra tirsdag til onsdag fik 71 nordjyder deres første stik. Det betyder, at 88,2 procent af de inviterede nordjyder nu har taget imod tilbuddet om vaccination.

Dermed er man et godt stykke fra det mål, regeringen har sat, om at 90 procent af alle inviterede skulle være vaccineret mod covid-19, når vi på fredag runder 1. oktober. I Nordjylland mangler godt 10.000 borgere at blive vaccineret for at opfylde den ambition.

- Vi er bevidste om, at det er begrænset hvor mange, der påbegynder vaccinationsforløb, hvilket er en indikator på, at langt de fleste af de borgere, der ønsker en vaccine, har fået den, siger chefkonsulent Anders Cinicola, Sundhedsplanlægningen, Region Nordjylland.

- Når vi er ude lokalt, får vi stadig fat i nogen, der ønsker at blive vaccineret, men der er en begrænset volumen, konstaterer han.

Selvom borgere i Nordjylland tegner sig for den største tilslutning blandt de fem regioner, er der stadig næsten 60.000 nordjyder, der ikke har taget imod tilbuddet om vaccination.

Sådan fordeler de sig på kommuner:

Anders Koudal Cinicola er godt tilfreds med den indsats, regionen har leveret, hvor man har forsøgt at gøre det muligt for alle, der ønsker det, at blive vaccineret. Han har ikke en forventning om at man kan "nå" samtlige de 60.000, der endnu ikke har sagt ja-tak til vaccinen.

- Det er op til folk selv, om de ønsker at benytte sig af tilbuddet om vaccination. Vi gør, hvad vi kan for at det skal være let tilgængeligt og så når vi dem, vi nu når, siger han.

- Selvfølgelig overvejer vi løbende hvor lang tid, der skal bruges ekstra ressourcer på at nå ”de sidste”. Men indtil videre fortsætter vi, da vi kan se, at der stadig er en efterspørgsel, selvom den ikke er meget stor, siger Anders Koudal Cinicola.

Begrænset åbningstid

I takt med at langt størstedelen af de inviterede nu er vaccineret, har man indskrænket åbningstiderne kraftigt - men der er stadig mulighed for at få såvel 1. som 2. stik adskillige steder, og der er også udkørende vaccinationshold. Torsdag vaccineres f.eks på handelsskolen i Frederikshavn og lørdag kan alle møde op uden tidsbestilling i Gildesalen i Thisted. Se tider og vaccinetyper her:

Her kan du blive vaccineret resten af denne uge

Onsdag

Faste vaccinationssteder - du kan møde op med og uden tidsbestilling

Åbent for fremmøde uden tidsbestilling kl. 9-16.30

Hobro Idrætscenter, Amerikavej 22, 9500 Hobro:

Pfizer kl. 9-17, Moderna kl. 12.50-17

Hjørring, Bagterphallen, Fuglsigvej 23, 9800 Hjørring:

Pfizer kl. 9-17, Moderna kl. 12.50-17

Udkørende vaccination - uden tidsbestilling - alle er velkomne

Aalborghus Gymnasium, Sohngårdsholmsvej 60, Aalborg

Kl. 13-16.30, vaccine: Pfizer og Moderna

Torsdag

Faste vaccinationssteder - du kan møde op med og uden tidsbestilling

Aalborg, Håndværkervej, Håndværkervej 24c, 9000 Aalborg:

Kl. 14.30-19.30, vaccine: Pfizer og Moderna

Udkørende vaccination - uden tidsbestilling - alle er velkomne:

Frederikshavn Handelsskole, Kirkegade 9, Frederikshavn:

Kl. 9.30-12, vaccine: Pfizer og Moderna

Fælleshuset, Niels Bohrs Plads 10, Brønderslev:

Kl.14-17, vaccine: Pfizer og Moderna

Fredag

Der er ingen vaccinationssteder, der er åbent for vaccination.

Lørdag

Udkørende vaccination - uden tidsbestilling - alle er velkomne

Gildesalen, Refsvej 69, Thisted: Kl. 9-12, vaccine: Pfizer og Moderna

Søndag

Faste vaccinationssteder - du kan møde op med og uden tidsbestilling:

Aalborg, Håndværkervej, Håndværkervej 24c, 9000 Aalborg:

Åbent for fremmøde uden tidsbestilling kl. 9-16.30, vaccine: Pfizer og Moderna

Udkørende vaccination - uden tidsbestilling - alle er velkomne:

Hadsund Hallerne, Stadionvej 25, 9560 Hadsund,

Kl. 13-16, vaccine: Pfizer og Moderna

På Region Nordjyllands hjemmeside kan du se mulighederne for vaccination, uge for uge

Regionen har fortsat tæt kontakt til kommuner og boligforeninger og holder øje med områder, hvor der er særligt lav tilslutning. Her kører man fortsat ud med lokale vaccinationstilbud, som supplement til de faste vaccinationssteder.

- Det har en god effekt at komme ud helt lokalt og få kommunikeret om de tilbud, der er. Det er selvfølgelig væsentligt, at budskabet om vores tilstedeværelse når ud til de borgere, der bor i de udvalgte områder, som ønsker at blive vaccineret, men endnu ikke er blevet det af den ene eller anden årsag, siger Anders Koudal Cinicola.

Flere revaccineres

Samtidig er man i fuld gang med at revaccinere plejehjemsbeboere med tredje stik, og de vaccinationer udgør nu en større andel end dem, der uddeles som 1. stik. Inden længe bliver også alle over 85 år inviteret til 3. stik. De grupper er lettere at få fat på og mere motiverede, viste de første vaccinationsrunder, hvor der f.eks blandt nordjyske plejehjemsbeboere og ældre over 85 år var en tilslutning på henholdsvis 96,8 og 96,4 procent.

Fra søndag til mandag fik 278 nordjyder deres første stik, mens 404 blev revaccineret. Fra mandag til tirsdag påbegyndte kun 19 nordjyder vaccination - mens 62 blev revaccineret. og fra tirsdag til onsdag fik 71 nordjyder deres første vaccinestik, mens 503 blev revaccineret.

Flokimmunitet

Ser man på hele den nordjyske befolkning, altså medtaget børn under 12 år, er 76,5 procent færdigvaccineret - på landsplan er tallet 74,5.

Det er stadig et godt stykke fra den dækning på 85 procent, som flere eksperter har sat som mål, hvis man skal opnå flokimmunitet og dermed begrænse smittespredningen til et minimum. Der er dog delte meninger om, hvorvidt det er realistisk - nogle eksperter mener, at man først for alvor får bugt med epidemien, når også børn under 12 år vaccineres. De vurderer, at børnene alene kan holde epidemien kørende.

De 12-15-årige er også en vigtig gruppe, når det handler om at opnå flokimmunitet - i Nordjylland er der i den gruppe indtil videre vaccineret 65,4 procent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.