Debat: Nej tak til konservative atomkraft-fantasier

Ane Halsboe-Jørgensen (S) har et presserende spørgsmål til Jakob Axel Nielsen: - Skal vi have et atomkraftværk i Nordjylland? Ja eller nej? <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Ane Halsboe-Jørgensen (S) har et presserende spørgsmål til Jakob Axel Nielsen: - Skal vi have et atomkraftværk i Nordjylland? Ja eller nej? Arkivfoto: Claus Søndberg

DEBAT:De Konservatives folketingskandidat Jakob Axel Nielsen vil, ligesom mange andre borgerlige politikere, gerne have, at vi får atomkraft i Danmark.

Som jeg tidligere har forklaret her i spalterne, mener jeg, at atomkraft er en dårlig idé - af mange årsager. Hovedsageligt fordi det er meget dyrt, og vi ikke kan vente 20 år på at blive uafhængig af Putins gas, som er den tid, det vil tage at bygge et stort atomkraftværk i Danmark.

Og nok så vigtigt: Hvilke borgere er det, tilhængerne af atomkraft mener, skal have en atomreaktor som nabo? Det vil Jakob Axel Nielsen ikke svare på. Han mener, at nye værker slet ikke er farlige.

Han peger på virksomheden Seaborg, som udvikler en ny type reaktorer, der er mindre farlige. Problemet her er bare, at teknologien ligger mange år ude i fremtiden. Den første forsøgsreaktor regner man med, kan være klar i 2028. Et fungerende anlæg i fuld skala mange flere år ude i fremtiden.

Imens står vi med et akut behov for mere fossilfri energi. Atomkraft er ikke løsningen på det i Danmark, hvor vi har masser af vind. Og tag ikke mine ord for det.

Lad mig i stedet citere direktøren for den virksomhed, Jakob Axel Nielsen nævner i sit indlæg: 

- Vi er en befolkning, der slet ikke har mod på at være nabo til et atomkraftværk, og vi har i Danmark ikke nogen kompetent, international anerkendt regulatorisk myndighed, så atomkraftanlæg i Danmark er i bedste fald en hypotetisk og meget teoretisk diskussion. Frem for at grave videre i grøfterne med formålsløs for og imod atomkraft-snak, skal vi hellere bruge kræfterne på klimahandling, skriver direktøren for Seaborg, Troels Schönfeldt i et indlæg i Altinget.

Han mener, at hans teknologi er bedre egnet til bl.a. asiatiske lande med meget lidt vind. Danmark har nok vind og sol til, at de to naturelementer kan gøre os uafhængige af fossil energi, skriver atomkraftdirektøren.

Jeg kunne ikke være mere enig. Danmark er verdensførende, når det gælder grøn energi. Mange af vores virksomheder og arbejdspladser her i Nordjylland har specialiseret sig i den grønne omstilling. Og vi står over for at kunne blive et af de første lande i verden, der knækker koden til at få omlagt hele vores energisektor til grøn energi.

En ny rapport fra forskere på bl.a. Aalborg Universitet, der har analyseret muligheden for atomkraft i Danmark, understøtter den pointe. Det er både hurtigere og billigere at satse på grøn energi, når det gælder at gøre os uafhængige af fossile brændsler og dermed Putins gas. Et atomkraftværk vil tage omkring 20 år at bygge – og koste meget mere end vind og sol. En vindmøllepark kan bygges på tre-fem år, slår rapporten fast.

Det er ikke gjort fra den ene dag til den anden. Men i regeringen har vi indgået politiske aftaler, så det kan lykkes.

Vi skal bygge verdens første energiøer, og vi skal i stor skala lagre alt den grønne energi, vi producerer, når vinden blæser og solen skinner. Med aftalen, vi har indgået, kan den første energiø være klar, inden dette årti er slut. Og i processen kan vi skabe tusindvis af danske arbejdspladser og en eksportsucces af hidtil usete proportioner.

Stil overfor det atomkraft. En langsom og dyr teknologi, ingen vil have som nabo.

En Venstre-kandidat foreslog i sidste uge at placere et atomkraftværk på Nordals. Det gik ikke stille for sig. I løbet af et par timer stod andre Venstre-kandidater i kø for skyde den idé ned. Og det bringer mig til mit spørgsmål til Jakob Axel Nielsen, som jeg stadig mangler svar på:

Skal vi have et atomkraftværk i Nordjylland? Ja eller nej?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.