Når det uforståelige kommer helt tæt på

Det er svært ikke at lade menneskedyret indeni én tage over. At have lyst til at jage og hævne, det man ikke engang helt ved hvad er. Det er i en situation som denne, at følelserne tager tilløb til at bruse over.

Det er svært at føle afmagt og behovet for at gøre noget. Måske er det årsagen til den store mængde henvendelser politiet har modtaget i forbindelse med efterforskningen. Heldigvis, for det har hjulpet i deres arbejde. Desværre fik det også nogen til at modificere billeder af bilen og dele dem. Utvivlsomt for at hjælpe, men uheldigvis med til at besværliggøre politiets arbejde og sprede misinformation.

Det er svært ikke at spekulere i spor, sammenhænge og hvad nogen burde have gjort – eller ikke gjort. Men her skal vi passe på ikke at forfalde til at være en nation af mandagstrænere og privatdetektiver. Heller ikke selvom vi har måttet opgive vores nylige status som epidemi-eksperter.

Det er svært ikke at blive fortaler for dødsstraf og selvtægt. Men hvor kontra-intuitivt det end føles, må vi værne om vores civiliserede samfund, og lade det system vi selv har opbygget, gøre sit arbejde med følelsesmæssig distance. Når vi nu selv har svært ved det.

Det er svært at forstå, hvordan nogen, der er en del af vores samfund, kan gøre noget så grusomt. Faktisk er det fuldstændigt uforståeligt. Heldigvis.

Det er svært. Men det er intet i forhold til den situation Mias nærmeste står i. Må de blive omgivet af al den medfølelse, støtte og hjælp, der findes. Også selvom det ikke kan ændre det ubærlige.