Det bedste bud på en gammeldags fastelavnsbolle uden dikkedarer

Vi tester årstidens populære spise for den søde tand

Vi smager på fastelavnsboller fra fire nordjyske butikker.

Vi smager på fastelavnsboller fra fire nordjyske butikker.

Der er præcis 16 dage til fastelavn, og de nordjyske kagemontrer har allerede længe bugnet med fastelavnsboller i alverdens afskygninger. Det harmonerer ikke umiddelbart med diverse nytårsforsæt om at leve sundere, men måske er det også på tide at indse, at det ikke bliver i år, der kommer andre (fastelavns)boller på suppen.

I denne første udgave af Nordjyske Tester smager vi os vej gennem fastelavnsboller fra fire nordjyske kæder spredt i Nordjylland.

Landsdelen bugner af lækre fastelavnsboller, men der findes også mange mærkværdige variationer. For at skabe et sammenligneligt grundlag tager testen udgangspunkt i fire traditionelle fastelavnsboller med creme og chokoladeglasur. Ikke så meget fikumdik. En god gammeldags bolle med creme - det kan alle forholde sig til. Men det behøver du ikke, for det har Nordjyske nu allerede gjort for dig.

Føtex (Pris: 10 kr.)

Bollen fra Føtex er testens suverænt billigste. <i>Foto: Publicity</i>

Bollen fra Føtex er testens suverænt billigste. Foto: Publicity

Testens første fastelavnsbolle er fra Føtex-bageren, og du kan få den for den nette sum af 10 kr.

Krummen er god, men en ekstra skefuld creme indeni ville gøre oplevelsen endnu bedre. Selve afbagningen giver bollen en flot mørk farve, men glasuren er lige til den tynde side. Hvis du er en rigtig glasurelsker, skal du derfor ikke have de store forventninger til denne variant.

Hos Føtex får du altså en prisvenlig fastelavnsbolle, der ikke indeholder de store overraskelser, og derfor er et rigtig fint bud til prisen.

KonditorBager (Pris: 19 kr. inkl. 2 kr. energitillæg)

En fastelavnsbolle krydset med en spandauer. fra KonditorBager. <i>Foto: Publicity</i>

En fastelavnsbolle krydset med en spandauer. fra KonditorBager. Foto: Publicity

Fastelavnsbollen hos KonditorBager er den, som skiller sig mest ud på udseendet. Med lidt god vilje ligner den en fastelavnsbolle krydset med en spandauer. Selve bollen er let og luftig, og i midten er der en fordybning, hvor den tykke chokoladeglasur ligger.

Smagen er ikke himmelsk, og det skyldes muligvis den neutrale creme, som igen giver spandauerassociationer. Der er ikke en finger at sætte på doseringen, men smagen er som en semikedelig omgang kagecreme - uden vanilje. En god spandauer går man aldrig galt i byen med, men en smule vaniljekorn i cremen ville gøre underværker her.

Målt på pris burde den være dobbelt så god som kandidaten fra Føtex, men det er den ikke. En ting, der dog er langt bedre i denne variant, er det tykke lag glasur, som slår Føtex’ med længder.

Lagkagehuset (Pris: 22,95 kr.)

Lagkagehusets fastelavnsbolle til dig, der elsker marcipan. <i>Foto: Publicity</i>

Lagkagehusets fastelavnsbolle til dig, der elsker marcipan. Foto: Publicity

Lagkagehuset er ikke just kendt som bageren med det billigste udvalg. Alligevel er prisen for en gammeldags fastelavnsbolle ikke langt fra testens resterende kandidater - lige med undtagelse af Føtex.

Fastelavnsbollen hos Lagkagehuset er, til forskel fra de andre, fyldt med remonce. Det vil sige, at den taler lige ind i hjertekulen på den del af nordjyderne, som elsker marcipan. Brødet har nogenlunde samme konsistens som et kærnemælkshorn, og både afbagning og glasur er spot on.

Er du ikke til marcipan, skal du gå uden om Lagkagehusets gammeldags fastelavnsbolle, da smagen er ret gennemtrængende. Men ellers er det et skarpt bud på en fastelavnsbolle – også til prisen.

7-Eleven (pris: 22 kr.)

Bollen fra 7-Eleven hænger fast i ganen. <i>Foto: Publicity</i>

Bollen fra 7-Eleven hænger fast i ganen. Foto: Publicity

Den sidste fastelavnsbolle i testen er en noget bastant sag fra 7-Eleven.

Bollens ydre er tørt, imens den indvendigt er klæg på sådan en måde, hvor brødet hænger fast i ganen. Den klæbrige konsistens kan på ingen måde skyldes cremen, fordi dén skulle man lede længe efter. De få steder, hvor vi stødte på creme, blev vi dog positivt overrasket over at se, at der også var chokoladestykker i. Desværre blev chokoladesmagen overdøvet af bollens melagtige smag.

Sammenlignet med de resterende fastelavnsboller lever denne på ingen måde op til prisen, og det vil til hver en tid give bedre mening at gå i Lagkagehuset og bruge 95 øre mere på en fastelavnsbolle, der kvalitetsmæssigt er i en helt anden liga.

Den endelige konklusion

Den endelige dom bliver således, at Lagkagehuset laver den bedste gammeldags fastelavnsbolle, hvis man kan lide marcipan. Afbagning og selve brødets smag sidder også, hvor det skal. Det er dog også testens dyreste bud, og er man mere prisbevidst eller blot på et hurtigt fastelavnsbolle-trip for at stille sukkertrangen, er fastelavnsbollen fra Føtex-bageren et godt bud, hvor hverken pris eller smag skræmmer nogen væk.

Hvad skal vi teste?

  • Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne. Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer.
  • Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til:
    nordjysketester@dnmh.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.