Det er flot - men glem alt om en hyggelig sejltur på fjorden
Isen kræver god maskinkraft af de skibe, der er på vandet
NORDJYLLAND: Blå himmel og milde vinde lyder som det perfekte lokkemiddel for en sejltur på de nordjyske fjorde, men når tocifrede frostgrader gennem længere tid har pakket både Limfjorden og Mariager Fjord med mere drivis end længe set, så er nok de færreste - trods alt - der finder på at sætte sejl.
Det kan man også godt glemme, hvis man ellers konsulterer Ismeldetjenesten hos Forsvaret.
Her fremgår det tydeligt, at det kun er fartøjer med stærkt skrog og god maskinkraft, der kan bide skeer med den is, som efterhånden fylder godt op.
I den vestlige del af Limfjorden meldes der om fast is på op til 15 centimeters tykkelse ved Nykøbing Mors og Sallingsund, mens der i den østlige del af Løgstør Bredning meldes om istykkelse helt op til 30 centimeter, hvilket ifølge Ismeldetjenesten betyder, at al sejlads er indstillet indtil videre.
Ved Aalborg er situationen den, at der er tæt drivis - såkaldt tallerkenis, der er cirkulære sykker af is på mellem 30 centimeter og tre meter i diameter. Ifølge DMI dannes tallerkenis ved let dønning af sjapis, isklumper eller snesjap.
Ved den nordjyske iskyst er situationen ved Sæby Havn sådan, at isen er 10-15 centimeter tyk, og mulighederne for sejlads beskrives som " vanskeligt for stålskibe, der er svagt byggede eller har ringe maskinkraft", mens der trods tæt drivis ingen problemer er i farvandet ud for Sæby.
Længere nede af kysten og med en afstikker ind i Mariager Fjord er situationen ved Hadsund sådan, at al sejlads uden decideret hjælp fra isbrydere kun er muligt for det, Ismeldetjenesten beskriver som "stærkt byggede skibe med god maskinkraft".
Der er dog udsigt til stigende temperaturer. Isprognosen fra Forsvaret frem til mandag lyder sådan:
"Fra natten til lørdag kan der i øget grad dannes is i brede udsnit af det nordlige Kattegat og Skagerrak nord for Skagen, samt i fjordene og langs lavvandede kyster omkring Kattegat. Fra mandag ventes den stærke afkøling af havoverfladen at ophøre.”
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.