Politik

Det er ikke i orden, at det er nemmere at misbruge end at lade være

Der kan være god, kommunal ræson i at give aktive misbrugere en tryg base, men hvis det er nemmere at misbruge end at lade være på et kommunalt forsorgshjem, er det at gå for langt.

Foto: Lars Pauli

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:30

Når en narkosælger går en morgenrunde på Aalborg Kommunes forsorgshjem Svenstrupgård og som den naturligste ting i verden leverer både blød og hård narko til beboerne, når en pædagog snupper kommunens bil og fragter en beboer frem og tilbage til Thylejren efter 100 gram hash, og når det er almindelig kendt blandt Nordjyllands hjemløse, at forsorgshjemmet er det sidste sted, man skal tage hen, hvis man vil ud af sit misbrug, så er det måske på tide, at Aalborg Kommune tager sin strategi på området op til genovervejelse.

Intentionen var god nok, da den dengang nytiltrådte leder Dennis Lindhardt-Pedersen for nogle år siden foreslog, at aktive misbrugere ikke længere skulle smides ud, hvis de fortsatte deres misbrug efter indskrivning på forsorgshjemmet. Det problem, som er medvirkende til, at borgeren er endt i hjemløshed, skulle ikke længere have lov til at drive borgeren ud i ny hjemløshed. Nu skulle der være en celle – som de små lejligheder kaldes - til dig, uanset hvor ofte du stak nålen i armen.

Alle var glade, skulle man tro. Misbrugeren kom væk fra gaden, og kommunen overholdt serviceloven. Men intet kommer uden en pris. Den åbne og aktive misbrugslinje har tilsyneladende været en glidebane mod et stadig mere kynisk, mere voldeligt, og mere intenst misbrugsmiljø på forsorgshjemmet.

NORDJYSKE har været i kontakt med flere tidligere og nuværende medarbejdere, som føler sig utrygge, når de går på arbejde. De vil gerne gøre deres arbejde og hjælpe, men fordi beboerne på Svenstrupgård hele tiden er så påvirkede, føler de ikke, at det er muligt. De føler afmagt, når de må se på, at miljøet på forsorgshjemmet fastholder borgerne i misbrug eller ligefrem skubber dem tættere på afgrunden. De føler, at de er tale om opbevaring af borgere snarere end godt gammeldags socialpædagogisk arbejde, hvor man prøver at hjælpe borgeren videre i livet trods tunge problemer.

Leder Dennis Lindhardt-Pedersen afviser kritikken med, at nogle de ældre medarbejdere har det svært med den ”kulturændring”, som er i gang.

Men hvad nu hvis ”de ældre medarbejdere”, som lederen taler om, alligevel har en pointe? Kunne det tænkes, at der findes en bedre måde at gøre tingene på? En bedre måde, som ikke er et enten-eller mellem aktivt misbrug overalt på hjemmet – eller udsmidning ved misbrug? Hvad nu hvis dele af Svenstrupgård kunne indrettes for dem, som gerne vil ud af deres misbrug? Hvad nu hvis man holdt op med at køre beboere rundt efter stoffer? Og hvad nu hvis man fik pusherne væk fra beboerne og socialpædagogerne tættere på dem?

Aalborg Kommunes politikere nikkede ja til udviklingsplanen inklusiv aktivt misbrug for fem år siden. Det var dem, der slap monsteret løs. Nu bør de på banen igen og komme med nogle svar på ovennævnte spørgsmål.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden