August Strindberg: Faderen

Vendsyssel Teater

Det er så synd for farmand. Ikke fordi han er en særlig rar eller forstående far for 17-årige Bertha, men kvinderne i familien er bare endnu værre end den strikse patriark, der bliver offer for manipulerende kvinders magtbegær. De skyr desværre ingen midler for at få krammet på ham.

Han er dog også offer for sine egne forkvaklede forestillinger om rollen som ægtemand og far.

Og mens han i desperation kaster en tændt lampe efter konen - i petroleumslampens tid et særdeles risikabelt angreb – bruger hun det værste våben hun kan finde i den psykologiske værktøjskasse, og kaster tvivlen om hans faderskab i hovedet på ham.

Stykket er på en måde meget moderne i sin fremstilling af manden som offer for den (eneste) trumf, kvinder altid har haft på hånden: Man ved altid, hvem moderen er, men med hensyn til faderskabet kan man aldrig være sikker. I hvert fald ikke i 1887, da Strindberg skrev Faderen.

Og når først et frø af tvivl er sået, kan det nemt vokse vildt og udvikle katastrofale følger. I dag siger vi til hinanden, at Faderen her naturligvis er faderen. Det har han været i 17 år, og hvorfor skulle et eventuelt biologisk faktum eller en biologisk tvivl ændre noget?

Hvad er en far, spørger stykket også og giver svar fra en række unge medvirkende, bl.a. fra teaterets talenthold. Der sættes ord på, hvad fars rolle er, eller bør være, nu og her i vores tid - en tid hvor maskuliniteten også er udfordret.

Nogle mener stadig, næsten 140 år efter denne bestemte mands dilemmaer, at det hele er kvindernes skyld. De har taget den naturlige magt fra mændene, den, som kvinder – måske til alle tider – har udfordret og været udfordret af.

Man kan således ikke beskylde Faderen for at være uaktuel i sine temaer – magtkamp og opbrud i familien, og kærlighedens fallit i det miserable forhold mellem mand og kvinde. Man kommer, sammen med Strindberg, i høj grad til at tvivle på kærlighedens kraft og på, at vi vil hinanden det bedste.

Ægteskabet er en kampplads, hvor den mest udspekulerede vinder. Men hvad er prisen for det? Familiens opløsning. Ægtemanden i spændetrøje – og her skal det ikke forstås i overført betydning – og barnet på flugt fra det familiære rædselskabinet.

Hvordan skal det dog gå hende – hun har absolut ikke lært, at samtale fremmer forståelsen, eller at man kan prøve med kærlighedens stærke arm. Og man tvivler på, at datteren er avlet i kærlighed, hvilket måske er det grundliggende problem.

Strindbergs eget forhold til kvinder var præget af konflikt, hvilket tydeligt fremgår af hans værker. Han var gift tre gange, og alle tre ægteskaber var tumultariske. Man fornemmer klart en vred mands pen.

Kort sagt efterlades vi publikummer i sort humør. Der er ingen konstruktiv håndsrækning fra Strindberg, ingen vej ud af elendigheden, kun ulykke og kaos. Budskabet synes at være, at vi har for svært ved at se hinanden og forstå, at vi kan have noget med i rygsækken, der blokerer for en fornuftig, empatisk og kærlig relation.

Heldigvis er mange unge i dag mere optaget af familien som holdsport end som en kampplads. Måske er der alligevel en vej frem. I hvert fald snakker vi meget mere om parforholdet. Men nej, vi er heller ikke i nutiden glade for at finde os i noget fra det andet/de andre køn.

Det, vi skal bide mærke i, er de unge medvirkendes ord inden stykket overhovedet går i gang. De remser op, hvad de forstår ved en rigtig far, først og fremmest en kærlig og støttende person. Det foregår, mens publikum før forestillingen ledes ind i teateret gennem en flot scenografi bag selve scenen – et sjovt påfund, som der går lidt vel rigeligt med tid med, uden at det står lysende klart, hvorfor vi ikke bare kommer i gang.