Det klinger hult, når Frederiksen appellerer til, at personsager afklares i et professionelt rum
Var det i virkeligheden statsministeren selv, der fældede dom over Frank Jensen udenfor det såkaldte professionelle rum, som hun nu selv taler så varmt for?
Opdateret kl. 09:38
"Jeg vil kraftigt appellere til, at andre personsager afklares i et professionelt rum. Det gælder i alle hjørner af samfundet. Og dermed også i Socialdemokratiet, hvor en advokatordning giver mulighed for netop det".
Sådan lød det blandt meget andet i et langt opslag fra statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook - ganske kort tid efter, at den nu tidligere overborgmester Frank Jensen (S) havde meddelt, at han trak sig fra politik.
Når netop ovenstående citat fremhæves, er det fordi, at der særligt er blevet studset over formuleringen "et professionelt rum", som har mødt kritik fra flere sider. En klar hilsen til pressen og offentligheden generelt, som ikke skal gøre sig til dommer i personalesager. Og det kan man da kun være enig i. Men det klinger hult, når det såkaldte professionelle rum har fejlet i årevis. Det er et centralt punkt i hele diskussionen om sexisme og chikane, som foregår netop nu. Og her står den frie presse heldigvis klar til at skildre historierne.
Man kunne også tolke Frederiksens ordvalg som en løftet pegefinger til de kvinder, der er stået frem og har fortalt om krænkelser. Men direkte adspurgt til det af Jyllands-Posten er svaret fra statsministeren dog klart:
- Hvis man vil stille sig frem, skal man gøre det. Og i Socialdemokratiet kommer vi også til at bakke alle piger og kvinder, der gør det, op, lyder det til avisen.
Det kan dog undre, at statsministeren ikke lod arbejdet ske i det såkaldte professionelle rum, før Frank Jensen valgte at trække sig. Man skal selvfølgelig være varsom med konklusionerne og årsagssammenhængene.
Men var det i virkeligheden Mette Frederiksen selv, der fældede dom over Frank Jensen udenfor det såkaldte professionelle rum, som hun nu selv taler så varmt for?
Mette Frederiksen lagde i offentligheden afstand til Frank Jensen, som søndag aften ellers så sig selv som en del af løsningen på sexisme-problematikken. Der var ikke truffet nogen konklusion i sagen om Frank Jensen, lød det senere koldt fra statsministeren.
Advokat-ordningen var sat i værk, og måske ville det have været nærliggende at afvente konklusionerne derfra, hvis man fulgte statsministerens henstilling om, at personalesager skal klares i et professionelt rum, men sådan skulle det åbenbart ikke gå. I stedet blev der peget fingre af offentligheden og pressen. En tilgang som efterhånden er blevet en tendens i Socialdemokratiet.
Det virker pudsigt, at Frederiksen tordner mod mediedomstolen og folkedomstolen, når man kan argumentere for, at hun med afstanden til Frank Jensen selv gjorde sig til dommer over hans fremtid. Hendes håndtering af sagen vidner i hvert fald om, at de henstillinger, som hun opfordrer og appellerer til, at andre følger, tydeligvis ikke gælder hendes selv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.