Takeaway‑anmeldelser

Dette stykke smørrebrød burde være nationalret og pensum i folkeskolen: Bette kro, stor smag

Det er jo ikke fordi, det er noget nyt, de har fundet på. At koble gode billige danske råvarer som kartoffel, løvstikke, flæsk, tomater og mayonnaise sammen med rugbrød og kalde det en kartoffelmad. Det smager bare så fantastisk godt sammen på Den Bette Kro.

Kartoffelmaden fra Den Bette Kro er høj klasse. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Kartoffelmaden fra Den Bette Kro er høj klasse. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Grafik:
Grafik: Jette Klokkerholm

Er det i virkeligheden ikke en kandidat til en ny nationalret? Sådan en simpel kartoffelmad, der ikke er fancy pansy men bare smækfuld af smag af helt nemt og lokalt tilgængelige råvarer?

Det vil jeg mene. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, ret mange vælger at spise en kartoffelmad, når de er ude og få smørrebrød. De hopper sikkert på lidt fin fisk først og så en klassiker med rostbøf eller dyrlægens. Fint skal det være, og to er nok per person.

Vi har hentet takeaway på Den Bette Kro i Aalborg. Et sted der har fulgt med tiden - hvis man ser på størrelserne af deres smørrebrød, som er den altoverskyggende salgsvare her fra stedet.

Smørrebrødet her er efterhånden - og heldigvis - ved at opnå en størrelse, så man godt kan spise lidt flere stykker og smage lidt forskelligt. I "gamle" dage lå der en halv skive rugbrød gemt dybt nede under et kæmpe lag af pålægsfyld, så man jublede indeni, når man endelig fik en gnalling brød med på gaflen.

Der er stadig lidt overløb på tallerkenen, og stykkerne står ikke klinisk skarpt, som man måske ser det på Mortens Kro. Men kig på billederne og svælg i flotte farver, der også antyder, at der er masser af smag i flere af stykkerne fra Den Bette Kro.

Koldrøget klassisk laks med røræg, purløg og asparges - 128 kroner

Koldrøget klassisk laks. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Koldrøget klassisk laks. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Ristet lyst brød, lun røræg, purløg og friske asparges. God røget laks, smagsmæssigt helt i top. Fint med grønt som asparges - nu er de også snart i sæson.

Stegt rødspætte med hjemmelavet remoulade og citron - 108 kroner

Dejlig sprødstegt rødspættefilet - måske en anelse for svær at skære i, men smagen er god. Børnene elskede den hjemmelavede remoulade, der var kraftig og tilpas gennemtrængende til at balancere den stegte fisk.

Nederst er det pandestegt rødspættefilet med hjemmelavet remoulade og citron, øverst versionen med rejer. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Nederst er det pandestegt rødspættefilet med hjemmelavet remoulade og citron, øverst versionen med rejer. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Stegt rødspætte med rejer, mayonnaise, stenbiderrogn og citron - 118 kroner

Ret i samme stil som ovenstående blot med mayonnaise og rejer i stedet for remoulade. Havde egentlig tænkt at bestille en decideret rejemad, men jeg tror, vi misforstod hinanden i telefonen.

Som altid rigtig gode og friske rejer her fra stedet med det rette bid. Har man først fået kvalitetsrejer, så er det meget svært at gå tilbage til andet.

Løvstikkekogt kartoffel med mayonnaise, bacon, rødløg, kapers og løg - 89 kroner

Løvstikkekogt kartoffel med hjemmelavet mayonnaise, sprødt bacon, rødløg, friteret kapers og friterede løg. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Løvstikkekogt kartoffel med hjemmelavet mayonnaise, sprødt bacon, rødløg, friteret kapers og friterede løg. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Hvis du kun skal vælge én ret hos Den Bette Kro, så er det denne her. På papiret en simpel kartoffelret, men i munden en eksplosion af smag og nydelse. Retten har alt, man kan drømme om, af syre, fedme, knas, løvstikkens gennemsmagende men stadig afdæmpede nuancer, skarpe rødløg, sødsyrlige cherrytomater, knasende bacon og ristede løg.

Dette simple stykke smørrebrød kunne sagtens være en dansk nationalret.

Roastbeef med remoulade, friterede løg, peberrod og agurkesalat - 89 kroner

Klassisk roastbeef med hjemmelavet remoulade, friterede løg, peberrod og hjemmesyltet agurkesalat. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Klassisk roastbeef med hjemmelavet remoulade, friterede løg, peberrod og hjemmesyltet agurkesalat. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Bette Kros version af en klassiker med gode hjemmelavede løg. Der mangler en smule balance i retten - kunne godt bruge mere peberrod og lidt mere kød. Den er pæn, men det er svært at samle en lige god bid på gaflen hver gang. Nogen gange for syrlig, nogen gange for meget knas.

Rullepølse med rødløg, karse og portvinssky - 75 kroner

Slagterens hjemmelavede rullepølse med rødløg, karse og hjemmelavet portvinssky. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Slagterens hjemmelavede rullepølse med rødløg, karse og hjemmelavet portvinssky. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Lidt kedelig omgang smørrebrød, hvor rullepølsen i for tynde skiver ikke smager ordentligt igennem. Savner lidt saft og kraft for mine 75 kroner.

Dyrlægens natmad med leverpostej, saltkød, rødløg og portvinssky - 79 kroner

Dyrlægens natmad med hjemmelavet leverpostej, saltkød, rødløg og hjemmelavet portvinssky. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Dyrlægens natmad med hjemmelavet leverpostej, saltkød, rødløg og hjemmelavet portvinssky. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Også her savner jeg lidt mere smag fra især kød og leverpostej. De tynde skiver saltkød skal altså kunne smages ved hver en bid, mener jeg. Og så er det fjollet, at leverpostejen ligger på den ene side, mens saltkødet ligger på den anden. Bare for et syns skyld. Det skal jo sammen ind i munden.

Hønsesalat med svampe, rødløg og røget bacon - 99 kroner

Hjemmelavet hønsesalat med ristet lyst brød, ristede svampe, syltede rødløg og sprødt røget bacon. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Hjemmelavet hønsesalat med ristet lyst brød, ristede svampe, syltede rødløg og sprødt røget bacon. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Her har vi et rigtig dejligt stykke smørrebrød med en yderst smagfuld - og mættende - gang hønsesalat. God balance mellem syre og fedme. Kødet er der også en god mængde af, og så skader det slet ikke med flotte stykker bacon og skarpe rødløg.

Æggekage med røget flæsk, tomater, purløg og rødbeder - 128 kroner

Gammeldags æggekage med sprødt røget flæsk, tomater, purløg, hjemmelavet rødbeder og hjemmerørt sennep. Hertil rugbrød og gammeldags kærnet smør. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

Gammeldags æggekage med sprødt røget flæsk, tomater, purløg, hjemmelavet rødbeder og hjemmerørt sennep. Hertil rugbrød og gammeldags kærnet smør. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard

En meget velsmagende æggekage med tydelig god smag i æggemassen - ikke bare en katalysator for det sprøde røgede flæsk. Mættende og lækker lun ret, som man godt kan tage med hjem, selv om kokken var lidt bekymret for udseendet på tallerken. Jeg er nu meget godt tilfreds, her fire timer efter og en hurtig tur i ovnen.

Sådan bedømmer vi takeaway

1 stjerne - Ikke optimalt – brug for forbedringer

2 stjerner - Det meste fungerer – nogle ting kunne være bedre

3 stjerner - Alt i orden – god mad

Generelt en god oplevelse at få smørrebrød fra Den Bette Kro, men prisen er i den høje ende. En pris på 118 kroner for en stegt rødspættefilet med rejer i denne størrelse er lige i overkanten. Mortens Kro serverer nogenlunde samme stykke til 75 kroner - og er generelt billigere.

Derfor ender jeg på to stjerner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.