Dig, mig og Irene: Er vi mennesker overhovedet monogame?

Og kun os.

Og hvis du roder dig ud i noget med en anden, er det utroskab, og har du lyst til et andet menneske undervejs i dit parforhold, betyder det, du ikke elsker din partner nok.

Det er i hvert fald det, vi har lært hinanden her i Vesten.

Men tager man et kig på ud på resten af verden, er det ikke svært at finde eksempler på flerkoneri eller kvinder, der har flere mænd.

Parforhold

Astrid elsker Thomas og to andre mænd. Thomas elsker kun Astrid: - Det vigtigste for mig er, at hun er glad og lykkelig

Så mange har været utro

Og den store befolkningsundersøgelse, Projekt SEXUS, som over 62.000 danskere deltog i, viste i efteråret 2019, at 23 procent af danske mænd har været deres nuværende partner utro mindst én gang, mens tallet for kvinder var 14 procent.

Og selvom skilsmisseraten faktisk er faldet, går par, der har lovet hinanden evigt troskab og kærlighed, alligevel fra hinanden.

Om vi som mennesker egentlig er monogame, er der meget i biologien, der ikke tyder på det, fortæller lektor ved Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet, Thomas Mailund.

- Vi er ikke monogame, og der er meget få steder i verden, hvor du har monogami. Det er stort set ikke-eksisterende. Og selv som overvejende monogame er vi det heller ikke - i bedste fald er vi serielle monogame, hvor man har jo mange partnere i løbet af et liv, siger han.

Og tager man et kig ud i den store verden, er der også mange steder, hvor de ikke lover kun at elske en og samme person i medgang og modgang.

USA: Flerkoneri og Tiger King

- Der er flere kulturer, hvor mænd har flere koner og også kulturer, hvor kvinder har flere mænd. Det kan variere inden for kulturer, fortæller Thomas Mailund.

I Afrika og islamiske lande er polyamori meget udbredt, og selvom det er ulovligt i alle stater i USA, anslås det, at der alene i Utah er over 40.000 mennesker i polygame forhold. Det er også fra USA, at den vestlige forståelse af polyamori stammer fra, hvor det har udviklet sig og udfoldes i små samfund med storfamilier og flere partnere.

Og hvis du som millionvis af andre også har set Netflix' nye vilde serie 'Tiger King', har du set Joe Exotic blive gift med ikke bare én, men to mænd på samme tid. Legalt eller ej, så var de tre mennesker i det ægteskab.

Steder som Indien, Nepal og Tibet deles mændene om den samme kvinde, og er mændene brødre.

Vi vil helst bare parre os - både her og der

Ifølge Thomas Mailund er det svært at skille biologien helt ad fra kulturen, fordi vores ageren gennem tusinder af år også har haft betydning for vores evolutionære udvikling.

- Vi har udviklet os til at have en kultur, hvor hunnerne formegentlig ikke accepterede, at manden bare løb væk. Hvis han fiser rundt, er han ikke attraktiv, og hunnerne gider ham ikke, derfor er det klogt af ham at love sig til en partner. Men interessen er der ikke. Den biologiske interesse er, at manden får adgang til parring - det andet er af nødvendighed, fortæller han og forsætter.

- Hvis manden kan slippe afsted med at parre og så stikke af, så er det bedre, men der er vi jo evolutionært vokset op i små grupper, og der finder man hurtigt ud af, hvis en han er stukket af. Det kan man lidt nemmere slippe afsted med i en storby, men det kan du ikke, hvis du bor i et lille samfund på 50-100 mennesker, fortæller han.

Derfor havde han også en interesse i at blive hos samme kvinde for at sikre, at han havde mulighed for at sprede sine gener og også for at sikre, at hans børn voksede op og blev i stand til at sprede generne videre.

Sidespring blandt fugle

- Men det er ikke noget, der sidder dybt i os. Og der er heller ikke mange dyr, der har det i sig. Når man tænker på forskellige fugle, der lever i par, så har langt de fleste fugle sidespring. Det er helt normalt i naturen. Og det er det også i mennesker.

Og det gælder i særdeleshed også hunnen, fortæller han. Det er slet ikke begrænset til kun at være hannen, der føjer rundt. Hun vil gerne have en, der passer på ungerne, men det behøver ikke være der, hun finder generne. En hunfugl vil eksempelvis gerne parre sig til højre og venstre og så have en han til at passe på ungerne.

- Det er en kulturel ting, at vi holder os i par, og det er formegentlig også biologi. Der er noget i vores hjerner, der gør, at det nu er den måde, vi gør det på. De kulturer vi har, er jo sket inden for den begrænsning, vi har i vores hjerne. Alle mennesker, der lever i dag, har jo stort set den samme hjerne, og der er jo stor forskel på kulturerne, så det betyder, at der er et vist spænd i, hvad vi har udviklet os til at have af kultur.

- Men der er ikke nogle af vores kulturer, hvor vi er rigtigt monogame, slår han fast.

Derfor tosomhed

Sara Skaarup er sexolog, forfatter og journalist og lever selv i et åbent forhold med sin mand gennem 22 år. De seneste 10 år har hun beskæftiget sig professionelt med åbne forhold som sexolog, hvor hun rådgiver andre, der ønsker at bevæge sig i retningen af et liv med plads til flere partnere eller elskere på samme tid.

Hun er enig med Thomas Mailund i, at vi biologisk set ikke er monogame, men at kulturen har spillet ind på vores vestlige overbevisning om tosomheden. Udgangspunktet for tosomheden bunder i følge Sara Skaarup nemlig ikke i stormende kærlighed, men i helt pragmatiske grunde.

- Idéen om, at man skal være to, altså den romantiske pardannelse, det sker, efter vi går væk fra bondesamfundet, hvor man giftede sig andre grunde som praktiske foranstaltninger, fordi de skulle føre slægten videre for at have manden til at klare visse ting og have konen til at klare andre ting, fortæller hun.

Det har blandt andet været på grund af politiske, religiøse og økonomiske grunde, og så var det mest praktisk, at man vidste, hvem ens børn var, så de kunne arve landet efterfølgende og føre landbruget, og generne, videre.

Fokus på forelskelse

- I den historiske periode i 1800-tallet, der hedder romantikken, begynder der at komme nogle andre idéer, som at vi render rundt i verden og er halve, og vi først er komplette, når vi finder en anden - vores bedre halvdel, som man kalder det. Der kommer en bølge, hvor man blandt andet kan se i kunsten fra den tid, at der er meget fokus på forelskelsen som vigtigt element i pardannelsen. Og det er første gang, at folk partner sig ud fra, hvem de er forelskede i. Og den forestilling har fået fodfæste og holdt fast i os, fordi der ikke rigtigt er nogle i den vestlige verden, der kan forestille sig at vælge en livspartner, hvor det ikke er startet med forelskelsen. Og det er der nogle mennesker, der slår sig på, fordi det ikke nødvendigvis er den, der er den mest langtidsholdbare, siger hun.

Men gennem tiden har der været forskellige forsøg på opbrud mod den klassiske monogami.

Fri kærlighed og sex med alle

Selvom polyamori som definition først ankom til Danmark i løbet af 1990'erne, så vi senest den helt store eksperimentelle bølge tilbage i 1960'er og 1970'erne, hvor fri kærlighed, sex med Gud og hver mand og partnerbytte blev praktiseret i stor stil.

- Man elsker dem, man har lyst til, når man har lyst til det, og det var jo en lidt ustruktureret måde at gøre op med, at der skulle være ejerskab i forhold til kærlighed, fortæller Sara Skaarup.

Og det gik så at sige helt galt.

Folk tog ikke stilling til, hvordan de egentlig have det med det, og udover ulykkelige omstændigheder og brudte parforhold førte den frie kærlighed også farlige sexsygdomme som HIV og Aids med sig, der lagde låg på alle eskapaderne.

I starten af 1960'erne snakkede man nemlig ikke med unge om prævention, og først i 1966 kom p-pillen, som kunne forhindre kvinder i at blive gravide.

Det var derfor tryggere og sikrere at vende tilbage til de gode gamle klassiske dyder med monogamt parhold, hvor man stolede på, man kun havde hinanden, og der kunne indgås ægteskab, og man kunne få børn.

Og man var også sikker på, hvem faren var.

- Den dominerende tankegang er, at man er to i et forhold, man bliver gift, og er man sammen med en anden, er det utroskab, hvor man på nogle måder lidt må vige for nogle mere nuancerede perspektiver. De fleste mennesker har lært, at der er parforholdet, og så er der utroskab, og utroskab er lig med kaos. Og derimellem er der ingenting, siger Sara Skaarup.

Kvinder og mænd ligner hinanden - og det tyder på monogami

Et argument imod, at vi er polyamorøse, baseres på, hvordan mænd og kvinder fysisk ser ud i forhold til hinanden - også kaldt seksuel dismorfi. Og der giver det mening at tage et kig på vores forfædre - aberne.

- Den seksuelle dimorfi er meget, meget lille i mennesker. Hvis du kigger på gorillaer, er hannen mange gange større end hunnen, og det er fordi, de har et harem, hvor der er en udpræget grad af polygami, fortæller Thomas Mailund.

Der har man én silverback, en stor han mere flere kvinder i sin flok. Og grunden til, at han er stor, er, at hannerne skal slås om hunnerne.

- Vi kan se på, hvordan vi har udviklet os de sidste fem millioner år. Hele vejen i gennem har vi mistet den seksuelle dimorfi, og det tyder på, at vi har bevæget os i en retning, hvor forholdet betyder meget. I gennemsnit er en han 90 procent stærkere end en hun blandt mennesker, men det er flere hundrede procent, hvis du kigger på andre aber. Den er blevet meget, meget lig inden for de sidste par millioner år, og derfor tyder det på, at vi er mere til et egentligt forhold. Hannerne slås ikke om hunnerne, vi har ikke en haremkultur. Det betyder formegentlig, at hunnen har været interesseret i at have én han, der kan passe på ungerne, siger Thomas Mailund.

Ikke alle er monogame. Men heller ikke alle er polyamorøse

Så. Ja. Det betyder, at det langt hen ad vejen tyder på, vi ikke er monogame af natur, og at det er af praktiske foranstaltninger, den yndige idé om at følges ad blev født.

Men betyder det så, at polyamori er det rigtige for alle, og at du, som er godt gift eller i parforhold med én anden slet ikke er monogam?

Nej, mener Sara Skaarup.

- Jeg tænker, at monogam er noget, man beslutter at være. Og for nogle ligger det lige til højrebenet, for sådan er deres seksualitet indrettet. For andre kræver det temmelig mange kræfter, hvis man skal leve sådan. Og det er for dem, det kunne være en mulighed at overveje at lave et liv, der passer til, hvordan man rent faktisk har det i stedet for at sige ja til noget, de ikke kan overholde. For så begynder man at få nogle ret ulykkelige relationer.

Og at åbne forholdet op bør ifølge Sara Skaarup heller aldrig komme ud af et desperat forsøg på at fikse parforholdsproblemer.

- Det er ikke mere en løsning på parforholdsproblemer, end det er at købe et nyt hus og få barn nummer tre. De par der åbner deres forhold, fordi de mener, de har problemer, vil typisk bare sætte spot på alle de steder, hvor det knirker i mellem dem. Det er lidt tarveligt, men det (polyamori, red.) er lidt en disciplin for forhold, der i forvejen er i overskud, fordi ellers bliver det bare meget tydeligt udefra, hvor det knirker, fortæller hun.

Polyamorøs revolution?

Så hvordan vil det se ud i fremtiden? Vil vi opføre os mere polyamorøse og dermed mere i overensstemmelse med vores biologiske natur, eller vil vi fortsætte med at leve efter kontrakten om dig og mig?

Havde vi ikke kulturen, havde vi sandsynligvis heller ikke monogamien, som vi kender den i dag. Og fordi vi har kulturen, er det også svært at spå om, præcis hvordan fremtiden ser ud, selvom der ikke er noget, der tyder på, at vi er i gang med en polyamorøs revolution.

Vi udvikler os nemlig som mennesker på andre parametre end bare biologi, og den viden, om eksempelvis måden at leve i monogame forhold, som vi bringer videre til vores afkom, bremser den naturlige evolution.

Og sådan skaber vi et evolutionært pres gennem kulturen, der bringer den biologiske udvikling i knæ.