Region griber ind: Disse lægeklinikker får reprimande
14 lægeklinikker har fået en reprimande og skal ændre ordlyd på deres hjemmesider
Opdateret 07. februar 2024 kl. 18:06
Tidligere har det fremgået af artiklen, at reprimanderne kun var givet for formuleringen om, at patienter kun må have ét problem pr konsultation. Artiklen er ændret, så det fremgår, at reprimanderne også er givet til klinikker, hvor man kun kunne bestille tid hos én faggruppe pr dag.
Samtidig var der en formulering i en faktaboks, hvor det stod som om, at klinikkerne overtrådte overenskomsten. Reprimanden går udelukkende på en formulering på hjemmesiden, og ikke om en overtrædelse reelt har fundet sted.
Nordjyske beklager fejlen.
Når du opsøger din læge, må du godt spørge om flere sundhedsproblemer ved samme konsultation eller have flere bestilt tid hos læger og sygeplejerske samme dag.
Derfor har 14 lægeklinikker i Nordjylland fået en skriftlig reprimande af Region Nordjylland.
Region Nordjylland har gennemgået 150 nordjyske lægeklinikkers hjemmesider. Og på 15 af dem stod der, at patienter kun må komme med én problematik pr. konsultation, eller at man ikke kan have tidsbestillinger hos flere faggrupper samme dag.
Én af klinikkerne havde fjernet formuleringen inden regionen fik sendt brevene ud, mens de resterende 14 har fået at vide, at formuleringen på klinikkernes hjemmeside skal ændres.
Det viser en aktindsigt, som Nordjyske har foretaget hos Region Nordjylland.
Det fremgår af regionernes overenskomst med de praktiserende læger, at lægerne ikke må kræve, at patienterne kun må have én ting med, eller at patienter ikke må have flere tidsbestillinger ved flere faggrupper samme dag.
Ifølge overenskomsten mellem regionerne og lægerne modtager læger en gennemsnitspris på 156,39 kroner per konsultation uanset længden og antal problemstillinger.
Tænkt som en guide
Hos de praktiserende lægers organisation i Nordjylland, PLO Nordjylland, forventer formand Charlotte Lønskov Jensen, at de 14 lægeklinikker retter ind og ændrer retningslinjerne på deres hjemmesider.
- Vi har også skrevet ud til klinikkerne - inden regionen gjorde det - så jeg forventer, at klinikkerne får styr på det, siger hun.
Hun forklarer, at lægeklinikkerne har set det som en guide til patienterne.
- Det kan være svært at hjælpe en patient ordentligt, hvis vedkommende kommer med tre, fire eller fem problemer på én gang, siger hun.
- Det er ment som en hjælp, så patienterne tænker "hvad er det vigtigste egentlig?" Og så kan en patient, der kommer med mange problemer, have svært at holde fokus, lytte efter og bagefter huske, hvad der blev aftalt, at man skal gøre ved det ene problem fremfor det andet, siger hun.
- Budskabet er så skrevet med en meget enkel ordlyd. Men det bliver nu fjernet.
Opmærksom på rettigheder
Udover reprimanden til de 14 klinikker, så har Region Nordjylland også skrevet til alle 150 nordjyske lægeklinikker, hvor de bliver gjort opmærksom på overenskomstens ordlyd.
Herudover forventer regionen at iværksætte en kampagne, så også patienterne bliver klar over deres rettigheder.
Ingen lange lister
Selvom lægerne ikke kan afvise patienter med mere end ét problem eller flere tider på samme dag, så forventer Charlotte Lønskov Jensen ikke, at nogle patienter kommer til at sidde ved en læge i flere timer med en lang liste.
Hun forklarer, at de 14 klinikker - og andre - skal bruge klinik-sekretærerne bedre, hvis de oplever patienter med mange problemer.
- Det er vigtigt, at sekretærerne spørger ind til, hvorfor patienterne skal have en tid - så også lægen er forberedt. Kommer patienten med en lang liste, skal sekretæren hjælpe, så man finder ud af, hvad er det vigtigste, som lægen skal se på. Og er der noget, der kan klares af andet personale eller på et andet tidspunkt, siger hun.
De 14 lægeklinikker har fået indtil 7. februar til at ændre ordlyden på deres hjemmesider. Ellers vil regionen indbringe sagen for Samarbejdsudvalget for almen praksis.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.