Dit Nordjyske overblik

Dit Nordjyske overblik: Ulvehvalpe, milliarddrømme og Picasso

Vi forklarer ugens vigtigste historier i Nordjylland, og hvad de betyder for dig.

Ulvedebatten raser i Nordjylland, hvor fronterne er hårdt trukket op.
Ulvedebatten raser i Nordjylland, hvor fronterne er hårdt trukket op. Grafik: Malte Keld Nielsen

Kære læser

Hvad betyder det, når ulven ikke længere bare strejfer gennem Nordjylland, men får hvalpe her? Kan landsdelens største investering nogensinde blive til virkelighed? Hvad kan resten af landet lære af en skole på Mors? Og hvad sker der, når en nordjysk kulturinstitution tør tænke internationalt?

Det er nogle af de spørgsmål, vi har arbejdet med i denne uge. For vores opgave er ikke bare at fortælle, hvad der sker, men at forklare hvorfor – og hvad det betyder for Nordjylland.

Hvalpe og grøftegravere

I Bunken Klitplantage blottede en ulv tænder over for en løber, og myndighederne lukkede efterfølgende området. Men ifølge en ulveekspert var adfærden naturlig, fordi ulven beskyttede sin hvalp. Og netop hvalpen er vigtig: Den dokumenterer, at ulvene nu yngler i Vendsyssel.

Vi undersøger, hvad en voksende bestand kan komme til at betyde for naturen og for os, der skal leve med den. Og så opfordrer vi til at have større ører end mund i denne såvel som andre debatter – ellers graver vi bare grøfter for hinanden.

Gigantinvestering og skolerevolution

På Erhverv har vi set nærmere på FjordPtX – et projekt, der kan blive den største investering i Nordjyllands historie. Milliarder, arbejdspladser og produktion af grønt flybrændstof er i spil. Men først skal økonomien hænge sammen.

Vi forklarer, hvorfor en politisk håndsrækning kan blive afgørende, og hvorfor det enorme projekt måske skal bygges i etaper.

Vi har også været på Mors, hvor Dueholmskolen for flere år siden begyndte at gøre noget af det, resten af Danmark nu diskuterer: Skolen gentænkte skoledagen, udfasede specialklassen og fik flere voksne ind i undervisningen.

Nu kommer andre for at lære af erfaringerne. Samtidig undersøger vi nye tal for, hvilke nordjyske skoler der får flere elever end forventet helt op blandt topkaraktererne – ikke for at kåre vindere, men for at forstå, hvad de skoler, der lykkes, gør rigtigt.

Storsatsende kulturinstitution

Og på Kunsten i Aalborg har Picasso ikke bare skabt publikumsrekord. Fire års arbejde med sikkerhed, internationale lån og samarbejder har flyttet museets egne ambitioner.

Vi går bag besøgstallene og undersøger, hvad der sker, når en nordjysk kulturinstitution tør satse stort – og får en ny plads på det internationale kulturkort.

Det er det, du får som abonnent: Journalistik, der forklarer Nordjylland. Indsigt i det, der ellers er svært at gennemskue. Og viden om, hvad beslutninger og udviklinger betyder for dig og det sted, du bor.

På Nordjyske arbejder vi for Nordjylland. Og vi er glade for, at du læser med.

Eller lytter med – det er nemlig også muligt med Forbindelsen, vores nye podcast, som hver dag sætter fokus på et aktuelt emne. Du finder forbindelsen via forsiden på nordjyske.dk eller i vores app, som kan downloades helt gratis her.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden