DMI: Her var det koldest i Nordjylland i nat

Natten til lørdag var den koldeste i Danmark i flere år

Lørdag morgen var der stadig hundekoldt mange steder i Nordjylland. Grafik: DMI

Lørdag morgen var der stadig hundekoldt mange steder i Nordjylland. Grafik: DMI

NORDJYLLAND:Natten til lørdag var den koldeste i Danmark siden 2018, konstaterer Danmarks Meteorologiske Institut/DMI.

Ifølge de officielle DMI-målinger blev kulderekorden målt ved Horsens med isnende 11,9 minusgrader lørdag morgen, men Nordjylland var tæt på.

Ifølge de målestationer, DMI har i Nordjylland, var landsdelens koldeste sted Tylstrup. Her blev der et par gange i løbet af tidlig lørdag morgen målt 11,3 minusgrader, nemlig kl. 04.30 og 06.00.

Og lidt før kl. 08 var temperaturen igen på vej ned i dybfryseren på målestationen i Tylstrup - her viste termometeret 11,2 minusgrader.

"Lune" Skagen

Derimod ligger Skagen "lunt" i svinget med kun fire minusgrader - målt ved Skagen Fyr sent fredag aften.

Ifølge vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra DMI er det ikke usædvanligt, at der er koldest inde landet.

Selv om DMI har målt 11,3 minusgrader i Tylstrup, kan der godt have været endnu koldere andre steder i Nordjylland natten til lørdag og lørdag morgen, påpeger DMI-meteorologen. Det kan være målt af privatpersoner.

Polarkulde

Men hvorfor var det så hundehamrende koldt lige netop denne nat og morgen?

Det har meteorologen denne forklaring på:

- Vi har iskold polarluft, og der har været klart vejr og vindstille samt stedvist snedækket flere steder, forklarer Lars Henriksen.

Trøst til dig, der fryser

Frysende nordjyder, der ikke bryder sig om to-cifrede minusgrader, kan lune sig lidt over disse trøstende ord:

- Jeg tror, det var natten til i dag, vi fik de koldeste temperaturer i denne omgang, lyder det fra DMI-meteorologen.

På DMI's webside kan du se temperaturudviklingen for de enkelte målestationer. Klik på målestationen og se temperaturkurven under kortet her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.