Voldsomt vejr: DMI maler nu to områder i det nordjyske gule
Nyt varsel er offentliggjort - to kommuner får voldsomt vejr, mens to er gledet helt ud af varslingskortet
Opdateret kl. 13:25
DMI har opgraderet sit vejr-varsel over dele af Nordjylland.
Tidligere tirsdag var hele Nordjylland - sammen med resten af Jylland og det vestlige Fyn - dækket af DMI's blå farve, der signalerer risiko for voldsomt vejr.
Nu er et par af de nordjyske kommuner - sammen med et større område i Vestjylland blevet gule - og dermed er der slet og ret tale om "voldsomt vejr".
Til gengæld kan Læsø og Frederikshavns kommuner glæde sig over, at de er gledet helt ud af varslet.
Det er Thisted og Morsø kommuner, der ser ud til at få ekstra meget vand i forhold til resten af Nordjylland.
Her gælder varslet fra klokken 17 tirsdag til onsdag morgen klokken fem, mens det for resten af Nordjylland - minus Frederikshavn og Læsø - gælder fra klokken 22 tirsdag til klokken otte onsdag morgen.
Mængdemæssigt varsler DMI, at der kan falde mellem 25 og 35 mm regn på seks timer - og størst er sandsynligheden altså i Thy- Mors-området.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.