DMI udvider varslet om massiv regn: Særlig en del af Nordjylland er udsat
Natten til lørdag forudser DMI, at Danmark rammes af kraftig regn, særligt en del af Nordjylland er i farezonen
Opdateret kl. 19:20
Torsdag aften udsendte Danmarks Meteorologiske Institut - DMI - den første risikomelding om, at der i løbet af fredag aften og natten til lørdag kan falde kraftig regn og komme lokale skybrud i store dele af landet - herunder Nordjylland.
I løbet af fredagen har DMI så hævet varslet - i flere omgange - så det nu er en advarsel om "Voldsomt vejr". Først lød varslet for den sydlige del af Jylland samt dele af Fyn, Sjælland og de øvrige øer.
Fredag aften er varslet udvidet til at gælde en større del af Jylland herunder Mariagerfjord Kommune.
Varslet "Voldsomt vejr" er det laveste af tre varslingsniveauer hos DMI.
Varslet fra DMI lyder på "Kraftig regn og lokale skybrud", og gælder i Mariagerfjord Kommune -ligesom i den øvrige del af landet - fra fredag klokken 18 og frem til lørdag morgen klokken 04.
DMI forventer mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer og med en risiko for lokale skybrud, der er mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Usikkert hvor det rammer
I den øvrige del af Nordjylland fastholder DMI risikomeldingen der gælder fra fredag klokken 20.00 til lørdag morgen klokken 06.
Her lyder varslet på "Risiko for kraftig regn og lokale skybrud".
Det er en front, der fredag aften ventes at trække op over Danmark fra sydvest.
Fronten vil i løbet af natten til lørdag bevæge sig mod nord og nordøst og forventes lørdag morgen at ligge over den nordlige del af landet og Kattegat.
"Det er sikkert, at hele landet fredag aften og natten til lørdag passeres af en front. Men vejrprognoserne er fortsat usikre med hensyn til, hvilke dele af landet der forventes at få mest regn," skriver DMI i varslet, der senest er ændret klokken 17.00 fredag aften.
Forsikringsselskabet Tryg har sendt en meddelelse ud til en del af sine kunder, der bor i de områder, hvor DMI har udsendt varsel.
Kriteriet for kraftig regn er mere end 24 millimeter nedbør på seks timer, og kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter på 30 minutter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.