Drop nu de dårlige jokes om samtykke
En ny samtykkelovgivning skal sådan set bare sikre, at krænkerne rent faktisk kan blive dømt, lyder det fra redaktionschef Kathrine Lykkegaard

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen.
Der er allerede blevet skrevet og sagt meget om den nye samtykkebaserede voldtægtslovgivning, som blev præsenteret tidligere på ugen. Måske endda for meget.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at vi har brug for en offentlig debat om en så markant ændring af lovgivningen.
Men når man kigger ned over kommentarerne til artikler om emnet på Facebook, kunne man fristes til at ønske, at visse debattører tænkte sig om en ekstra gang, før de fyrede deres kommentarer afsted.
Her er en række af de mere sobre eksempler:
"Så det gælder om at få det (samtykket, red.) på skrift inden, eller er det ok at filme med sin smartphone?"
"Hvor kan man finde formularen? Kan selv printe"
"Bare man ikke skal logge ind med Nem-id kokken 3.30 om natten"
På både Facebook og i den fysiske verden støder man på mange tøhø-kommentarer om emnet. Men hvis vi bryder samtykke-delen ned, er det i virkeligheden ganske simpelt:
Begge parter skal være enige om at have sex, ellers er der tale om voldtægt.
Som det er i dag, bliver man frifundet, hvis tiltalte ikke har tiltvunget sig samlejet ved vold eller trussel om vold. Det gælder også, selv om samlejet blev gennemført mod den anden parts vilje, og tiltalte var klar over det. Sådan lyder det i Straffelovrådets betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse.
Videre lyder det, at tiltalte bliver frifundet, hvis forurettede ikke befandt sig i en tilstand eller en situation, hvor vedkommende var ude af stand til at modsætte sig samleje - selvom der kan lægges til grund, at den forurettede gennem ord eller handling har givet udtryk for ikke at ville have samleje med gerningsmanden.
Så nej. Der skal ikke underskrives nogen formular - og det er heller ikke nødvendigt at logge ind med Nem-id. Men hvis den anden part siger for eksempel "nej" eller "stop", er det dit ansvar at sikre, at vedkommende er med på akten. Ganske naturligt, menneskeligt og simpelt.
Ifølge det Kriminalpræventive råd anslås det, at flere end 6.700 kvinder blev udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg sidste år. Politiet modtog 1.662 anmeldelser (298 af anmeldelserne handlede om børn under 12 år). Der faldt 314 domme for voldtægt (hvoraf de 108 domme handlede om børn under 12 år).
Så drop nu de dårlige jokes. For de fleste af os, er det bare dumt og ikke det mindste sjovt at høre på. Men for andre, der har haft oplevelser af den her karakter inde på livet, må det være modbydeligt.
Vi bør tænke på de ofre, der sagde fra - men hvor den anden part fortsatte. På dem, der ikke engang anmeldte sagerne, fordi de tænkte, at det ikke ville føre til noget. Og på de hvis sag blev droppet - uden at der hverken blev sigtet eller afhørt en mistænkt.
Så nej, en samtykkelov betyder ikke noget som helst, når to mennesker har lyst til det samme. Men den betyder en stor del for den krænkede part, når det ikke er tilfældet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.