Har du købt et SUP-board? Her er syv råd, du ikke vil undvære

Danskere i massevis har købt sig et stand-up paddle board - eller SUP. Få sat din nye hobby sikkert i søen

Kasper Brix har drevet surfskolen North Shore Surf i Løkken i nogle år - få en stribe gode råd til at komme sikkert i gang med SUP. Foto: Bente Poder

Kasper Brix har drevet surfskolen North Shore Surf i Løkken i nogle år - få en stribe gode råd til at komme sikkert i gang med SUP. Foto: Bente Poder

NORDJYLLAND:For fem år siden smilede du lidt ad Casper Steinfath og hans stand-up paddling. Nu er du selv blevet grebet af dillen og står med dit SUP-bræt på vej mod vandet for første gang.

Stand-up paddling er sjovt, det er god motion - og det foregår til vands. Og sport til vands kræver, at man har respekt for det element, man befinder sig: Vandet. Så hvad gør du, og hvordan gør du, så din nye hobby bliver en god og sikker oplevelse?

I den situation er erfaren mand m/k som bekendt god at gæste, så vi har spurgt Kasper Brix, der driver North Shore Surf i Løkken, for at få en en stribe gode råd, du kan tage med på vandet - og du får dem både på tekst og video!

Hav styr på dit udstyr

Hav styr på dit udstyr: Når du står med dit board og din paddle, så er der stadig punkter på indkøbslisten, der ikke er tjekket af.

En våddragt. Du skal kunne holde dig varm, og selv om det er sommer og solen skinner, så bliver du kølet af, når du ryger i baljen; og det vil ske. Også for dig.

- Nu er det jo sommer, og vandet er ved at være varmt, så lige nu er jeg i en sommerdragt, der er tre millimeter tyk. Skal man ud, når det er koldere, så er det en vinterdragt, der er otte millimeter tyk, sko, handsker og en hætte, der lukker godt over hovedet, så man kan holde varmen, siger Kasper Brix.

En svømme/flydevest. Det er faktisk lovpligtigt at have en vest på, selv om man ikke lige tænker den tanke som det første, når man shopper bræt. Men det er altså et lovkrav - og tag den nu på, også selv om du synes, at du er en eminent svømmer.

- Der er noget opdrift bare i våddragten, specielt de tykke vinterdragter. Og med en vest på, så kan man ligge i vandet i rigtig lang tid, hvis noget går galt. Så på med den, siger Kasper Brix.

Et eller andet til at pakke din telefon vandtæt ind i. Den er god at have med, hvis du skal bruge en livline, hvis blæseren for alvor rammer dig, og du driver ubehjælpsomt til havs. Du kan købe vand- og stødsikre covers til en mindre formue, men mindre kan gøre det.

- Sådan en frysepose, der kan lukkes med en lynlås, er fin. Drej den et par gange rundt om telefonen, og så er den i hvert fald vandtæt - og så ned i lommen på vesten med den, siger Kasper Brix.

Leash - eller hundesnor. Den er din livlinje til brættet, hvis eller rettere når du ryger af. Snoren sidder fast på brættet i den ene ende og din ankel i den anden, og den sørger for, at I ikke kommer væk fra hinanden derude på vandet. Så den bruger du.

Kig på vandet

Du er nået frem til stranden, og nu skal du bare ud og padle. Men! Klap lige hesten og brug 20 minutter på at sidde og kigge på vandet.

- Når vi underviser, så bruger vi at gå op i klitten over stranden her i Løkken. Står man nede ved vandet, så kan det hele godt se lidt kaotisk ud, men kommer man lidt op, så kan man se, at der er en slags system i tingene.

- Der er nogle linjer, hvor man kan se bølgerne bryde over revlerne, der kan være nogle revlehuller, man også kan se. Hvis der er nogen surfere ude, så kan det være, at man kan se, om de ligger og driver lidt for strømmen. Det giver et godt overblik over, hvad det er, man er på vej ud i, siger Kasper Brix.

Man kan også se, hvor mange der er ude lige der, hvor du står. Og hvis det er en strand, du er kørt til, fordi du har hørt meget godt om den fra andre surfere og paddlere, så er et tomt stykke hav foran dig et faresignal.

- Hvis der ikke er andre ude, så er der sikkert en grund til det. Så skal du nok heller ikke ud i dag. hvis du er i tvivl, så bliv inde, siger Kasper Brix.

Indøv en nødprocedure

Når man stand-up paddler, så er fralandsvind sådan set din ven; når vinden går fra land mod vand, så lægger den bølgerne ned, og du får et fladere hav at padle på - og det er godt, for som ny i faget er bølger ikke det fedeste. Men - du risikerer at drive til havs, hvis du er uopmærksom, og det er heller ikke ikke det fedeste.

Så du skal indøve en nødprocedure.

Når du ligger sådan her på brætter, så ligger du stabilt, og du er ude af vinden - så kan du i god ro og mag padle dig i land med faste tag. Foto: Bente Poder

Når du ligger sådan her på brætter, så ligger du stabilt, og du er ude af vinden - så kan du i god ro og mag padle dig i land med faste tag. Foto: Bente Poder

- Læg dig ned på brættet så langt tilbage, at du kan mærke enden af det med fødderne. Så ligger du rigtigt, så brættet stikker lidt op af vandet foran. Vi vil gerne have det til at plane lidt. Så lægger du padlen ind under dig (padlen under brystet og stangen fremad, red.), så du ikke skal tænke på den, og så kan du padle ind med hænderne.

- På den måde er du ude af vinden, for når du står op, så virker du som et sejl. Det der sker, hvis du er nybegynder og er kommet lidt for langt ud, er typisk, at du står og koncentrerer dig meget om at holde balancen og padle, og så efter 5-10 minutter opdager du, at du er drevet 200 meter til havs og går i panik, siger Kasper Brix.

Start i det små

Her starter vi lidt der, hvor vi slap: Med nødproceduren og at være nede og ligge på brættet. For selv om du føler dig som The Big Kahuna, så skal vi alle starte et sted. Specielt i fralandsvind, og der er ingen grund til, at det sted er 300 meter ud fra kysten.

- Hvis det er en dag med fralandsvind, og du er i tvivl om du tør, så start med at gå ud til første sandbanke - iført dragt og vest. Mærk efter, hvor lavt vandet faktisk er, og at du kan bunde. Når du så tager dit bræt, så padler du ud til den første sandbanke, hopper af dit bræt, vender det rundt, så det peger ind mod kysten, lægger dig ned og padler ind.

- På den måde kommer du aldrig mere end måske 25-30 meter ud i Vesterhavet, du kommer sikkert tilbage til land, og kan starte forfra. Ud til sandbanken, vende brættet og padle ind, siger Kasper Brix.

Kend dine grænser

Den dag, vi besøgte Kasper Brix, var det vestenvind - en pæn en af slagsen med en middelvind på 8-9 m/s - og bølger var der også i Løkken. Ikke vildt store bølger, men immervæk bølger af en størrelse, der godt kan vælte et voksent menneske, hvis man ikke er forberedt på dem.

Det ser let ud, når en erfaren surfer som Kasper Brix rider på bølgerne - men selv for ham var dagen en udfordring. Så kend dine grænser, og lad være med at rode dig ud i noget, du ikke kan styre. Der kommer en ny dag i morgen. Foto: Bente Poder

Det ser let ud, når en erfaren surfer som Kasper Brix rider på bølgerne - men selv for ham var dagen en udfordring. Så kend dine grænser, og lad være med at rode dig ud i noget, du ikke kan styre. Der kommer en ny dag i morgen. Foto: Bente Poder

- Sådan en dag er det ikke vinden, der er farlig. Den blæser dig tilbage på stranden, men bølgerne er altså en udfordring for selv en øvet surfer som mig. Det kan godt være, at det ser let ud, når jeg padler ud - det er det ikke. Så hvis du er i tvivl, så bliv inde - det gælder om at finde den rigtige dag, siger Kasper Brix.

Med SUP er det i øvrigt som med al anden sejlads: Sejl så vidt muligt altid ud med andre. Og giv besked til nogen på land om, at du sejler ud, hvor du sejler ud fra, og hvor længe du har tænkt dig at være væk - og giv også besked, når du er sikkert på land igen, så du ikke sidder i bilen med kaffen og undrer dig over, at en helikopter flyver rundt og leder ude over vandet.

Tag et kursus

Hvis du vil gøre noget godt for sig selv, så tag et kursus på en surfskole. Dem er der efterhånden mange af rundt omkring i landet, og det koster ikke nødvendigvis en bondegård. 400-500 kroner for et introduktionskursus for nybegyndere, og selv om Kasper Brix selvfølgelig ikke er helt uvildig i det spørgsmål, så kan han varmt anbefale det; det behøver såmænd ikke engang være i Løkken.

Man skal have respekt for vandet, og dine børn, kæreste, ægtefælle og forældre vil gerne se dig igen - der kommer du langt med at lære de grundlæggende færdigheder i trygge rammer og med kyndig instruktion. Du har lige været ude og bruge nogle tusinde kroner på grej, så hvorfor ikke også bruge de sidste kroner på at blive fortrolig med det under ordnede forhold?

Lidt om udstyret

Kasper Brix anslår, at op mod 100.000 danskere har været ude og købe et SUP-bræt siden coronaen ramte, og vi ikke kunne komme sydpå i ferien - og rigtig mange af dem er af den noget billigere oppustelige slags.

Det er det intet forgjort i, som sådan er der ikke noget grundlæggende galt med kvaliteten af de SUP-boards, men man skal dog være opmærksom på, at køber man sit bræt i en stor byggemarkedskæde eller lignende, så følger der ingen faglig rådgivning med.

- Manden på 140 kilo skal jo ikke have det samme bræt som kvinden, der måske vejer 65 kilo. De har vidt forskellige behov, og der kan vi - og andre fagbutikker - gå ind og give rådgivning, så de får et bræt, der passer til dem.

De oppustelige boards har en svaghed, hvis der begynder at være lidt buler på vandet, siger Kasper Brix.

- De er bedst til fladt vand, hvor faste boards også kan håndtere det, hvis bølgerne eller dønningerne bliver lidt større. De oppustelige har også en tendens til at blive taget lidt lettere af vinden og drive, siger han.

Så det skal du lige være opmærksom på. Men de oppustelige kan sagtens være et fint sted at starte - og så kan du tage grejet til nye højder, hvis du for alvor bliver bidt af det og planlægger at blive den første, der stand-up paddler over Atlanterhavet ...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden