Efter blokade: Minkafliveren indgår overenskomst med 3F

Ejeren af firma frygter, at overenskomsten ville tage livet af firmaet

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

GJØL:Minkfirmaet Christian Minkservice IVS, der de seneste dage er hyret ind til at aflive minkene på Gjøl, har i dag indgået overenskomst med 3F.

Det sker efter 3F Midtvendsyssel onsdag morgen lavede blokade foran minkfarmen, hvor firmaet i øjeblikket arbejder. Det blev gjort, da firmaet i første omgang modsatte sig at tegne overenskomst.

- Vi havde et møde og fik en god dialog med ejeren, hvor han skrev under på, at firmaet tiltrådte overenskomsten på GLS-A-området. Det var egentlig det, vi gik efter fra starten, så det er jo fint, siger Per Kjeldsen, formand for 3F Midtvendsyssel, til NORDJYSKE.

Arbejderne vil nu få ret til en minimumsløn, løn under sygdom og ferie.

Hvad er GLS-A?

GLS-A er en arbejdsgiverforening for virksomheder, der arbejder inden for de grønne områder samt tilknyttede erhverv.

De rådgiver om ansættelsesretlige forhold og arbejdsmiljø.

Kilde: GLS-A's hjemmeside

Med en aftale om overenskomst har 3F afblæst konflikten mod firmaet. Torsdag vil 3F have samtaler med medarbejdere, hvor de får viden om de rettigheder, de får i overenskomsten.

- Jeg vil gå fallit

Per Kjeldsen fra 3F Midtvendsyssel er glad for, at der nu er indgået overenskomst. Ejeren af Christian Minkservice IVS deler ikke den begejstring.

- Fremtiden ser ikke god ud for mig. Jeg vil gå fallit, siger ejer Catalin Aurel Ciuca.

Hans forudsigelse er, at firmaet har to måneder tilbage, inden pengene slipper op.

- Jeg håber ikke, at det ender sådan. Det ser ikke godt ud i dag, måske i morgen, siger ejeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.