Efterforskningsleder: - Vi stykker stille og roligt en tidslinje sammen

Politiet har fået adskillige henvendelser om den sorte Golf på papegøjeplader, som politiet gerne vil vide, hvor har kørt

Vicepolitiinspektør Frank Olsen. Foto: Martél Andersen

Vicepolitiinspektør Frank Olsen. Foto: Martél Andersen

Opdateret lørdag kl. 18 med nye oplysninger om afspærringen.

AALBORG/DRONNINGLUND:Nordjyllands Politi kunne lørdag fortælle, at det med sikkerhed er Mia Skadhauge Stevn, som torsdag blev fundet i Dronninglund Storskov.

Det har retsmedicinske undersøgelser vist.

Efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Frank Olsen ønsker derudover ikke at fortælle, om der er gjort yderligere fund i skoven, som politiet har haft afspærret siden torsdag.

- Jeg vil ikke kommentere på fundene overhovedet ud over at konstatere, at vi har fundet Mia, siger han lørdag middag.

Politiet er sent på eftermiddagen færdige med deres undersøgelser i Dronninglund Storskov, og afspærringen i skoven er derfor ophævet, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Politiet har dog stadig en afspærring i Flauenskjold.

- Vi har stadig et sted i Flauenskjold, som vi ikke er helt færdige med, Om vi bliver færdige der i dag, det tør jeg ikke sige, siger vicepolitiinspektøren.

Klarlægger hændelsesforløbet minut for minut

Nordjyllands Politi er i fuld gang med at få dokumenteret hele hændelsesforløbet fra Mia steg ind i en mørk bil ved Netto på Vesterbro i Aalborg tidligt søndag morgen, til hun blev fundet dræbt.

- Vi skal præcist have klarlagt hele hændelsesforløbet. Hvad er det, der er sket for Mia, fuldstændig detaljeret, forklarer Frank Olsen.

- Det handler simpelthen om en fuldstændig kortlægning, både af Mias færden, men også af gerningsmandens færden - fra minut til minut, siger han.

Og efterforskningen skrider stille og roligt fremad for politiet.

- Det er en tidslinje, vi arbejder med, og som efterforskningen skrider frem, får vi nogle fikspunkter, som vi arbejder ud fra, og på den måde kortlægger vi deres færden fuldstændig detaljeret, siger Frank Olsen.

Vidner har henvendt sig om sort Golf

I forbindelse med politiets efterforskning af sagen søger Nordjyllands Politi stadig efter oplysninger om en sort Golf 2,0 TDI fra 2015 på papegøjeplader. Især vil politiet gerne have information fra vidner, der har set bilen i Hammer Bakker fra cirka kl. 06.30 – 07.30 søndag den 6. februar.

- Vi har fået flere henvendelser på vores efterlysning af den sorte Golf i Hammer Bakker, og der er nogen, der har set den i Dronninglund Storskov. Om henvendelserne er brugbare, ved jeg ikke, men vi er glade for dem, vi har fået. Nu tager vi kontakt til dem, der har tippet os og afhører dem om deres iagttagelser, siger han.

Den sorte Golf tilhører en af de to mænd, der er sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

To 36-årige mænd blev onsdag anholdt og sigtet for at have dræbt den 22-årige kvinde. En af dem blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden blev løsladt efter et grundlovsforhør torsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden