En tåget aften flygtede Mie fra tæsk, sult og ydmygelser på kostskole

NORDJYLLAND:Hun forsøgte at være helt lydløs, da hun listede ud af døren. Turde ikke lukke døren efter sig af skræk for, at den skulle knirke eller smække. Da hun var kommet lidt væk fra huset, begyndte hun at løbe.

Tumlede afsted i grøfter og over marker i buldermørke og tåge. Hun vovede ikke at nærme sig vejen, for hvis nogen fik øje på hende, ville de gætte, hvor hun kom fra: Gravenshoved Kostskole. "De besværlige børns paradis", havde Aalborg Stiftstidende kaldt skolen få måneder før, men 16-årige Mie Hertzberg havde opdaget, at Gravenshoved var alt andet end et paradis.

Hun løb i flere timer, før hun turde tro på, at hun var kommet langt nok væk. Hun kunne se en stor bygning med lys i vinduerne og satsede sin nyvundne frihed på, at det var en virksomhed - ikke en privat beboelse, hvor beboerne måske kendte Gravenshoved og ville ringe til skolen og sladre om hende.

Vil du køre mig til Aalborg?

Personalet gloede på hende, da hun trådte ind ad døren til det, der viste sig at være et mejeri. Hun var mudret fra top til tå efter flugten over markerne og rystede af kulde. Hun sagde, hun var faret vild, og de lod hende låne telefonen og ringe efter en taxi.

"Vil du køre mig til Aalborg? Der er nogen, der kan betale for turen, når vi kommer derop", løj hun. Selv havde hun ingen penge. Det var ikke tilladt eleverne på skolen at have penge.

Taxichaufføren hoppede ikke på limpinden. I stedet for at køre Mie til Aalborg, afleverede han hende på den nærmeste politistation. Politiet sørgede for, at hun kom tilbage til Gravenshoved.

Mie husker ikke længere, hvad dag det var. Det er tæt på 30 år siden, hun flygtede fra Gravenshoved. Det skete allerede en uge eller to, efter hun i november 1991 blev anbragt på kostskolen og fik ødelagt sit liv.

Dette er historien om Mie Hertzbergs ophold på Gravenshoved Kostskole i perioden 1991-1992, fortalt som hun husker det. Hvis nogen dengang klagede over overgreb mod børn på Gravenshoved, er ingen af klagerne bevaret. Men andre gamle elever bekræfter Mie Hertzbergs historie: Personalet på kostskolen straffede eleverne med både fysisk og psykisk vold, og eleverne var langt fra altid klar over, hvad de blev straffet for.

Hjælp mig, far

Nordjyllands Amt lukkede skolen i september 1992. Forældre til børn på skolen protesterede. Der var åbenbart mange, der troede på de rosenrøde historier om stedet, og de fik jo også brev fra deres børn hver 14. dag. Breve, der fortalte, hvor godt børnene havde det.

Men personalet på Gravenshoved læste brevene, før de blev postet, og børnene var helt klar over, at det gjaldt om at fremstå glad, tilfreds og positiv. Ellers faldt der brænde ned.

Mie fandt ud af, at man fik en belønning, når man trofast skrev glad, tilfreds og positivt om livet på Gravenshoved. Man fik lov til selv at putte brevet i en kuvert og sætte frimærke på. Altså efter at en pædagog havde læst og godkendt brevet.

Hun begyndte at gemme en lille blyant i ærmet. En blyant, der var så kort, at hun kunne skjule den i sin hånd. Mens hun lagde det godkendte brev til sin far i kuverten, kunne hun nogle gange snige sig til at skrive "HJÆLP" med store bogstaver bag på brevet. Hun håbede sådan, at hendes far ville komme hende til undsætning, men det gjorde han aldrig.

Turde ikke sladre

Mie sagde heller ingenting til sin mors familie om sine oplevelser på Gravenshoved, heller ikke da hun var kommet væk.

- Hvis jeg havde sladret til min mors familie, var de taget derned og havde banket dem sønder og sammen. Eller det, der er værre. Jeg ville ikke have, at de skulle komme i fængsel, fortæller Mie.

Hun fantaserede selv tit om at hævne sig på de ansatte.

- Jeg havde lyst til at gøre alt muligt ved dem, men jeg kunne aldrig finde på at gøre alvor af det, forsikrer hun.

I dag er Mie 46 år. Hun slap ud af institutionslivet, da hun fyldte 18 år i juli 1993, men der er ikke gået en dag, uden at oplevelserne på Gravenshoved har været i hendes tanker.

- Gravenshoved ødelagde mig. De ødelagde mange børn, siger hun og fortæller om dreng, der hed Christian:

Her tuder vi ikke

Mies allerførste dag på Gravenshoved står stadig tydeligt i hendes erindring.

De tog hendes ting fra hende: Ghettoblaster, makeup, parfumer, cigaretter, småpenge. Også hendes tøj og sko. Børnene måtte kun gå i blå cowboybukser og trøjer efter personalets valg, fik hun at vide. Bagefter blev hun vist ind på et værelse, hun skulle dele med en anden pige. Der var forbud mod at opholde sig på værelset om dagen, bortset fra når de lavede lektier, hvilket skulle foregå i stilhed. Resten af tiden skulle børnene være på fællesarealerne. De måtte ikke tale sammen, uden der var andre til stede.

Mie forsøgte at komme i snak med de andre børn, men de svarede ikke. Nogle af dem sendte hende et advarende blik, og pædagogerne bad hende tie stille. Mie fornemmede hurtigt, at der var noget helt galt og anede ikke, hvad hun skulle gøre eller tænke.

"Jeg skal på toilettet", sagde hun i håb om at få lidt tid for sig selv. Der sad hun og græd, men allerede efter et par minutter kom en pædagog ud og bankede på døren og sagde, at hun skulle se at blive færdig. Da pædagogen så hendes røde øjne, stiftede Mie for første gang bekendtskab med det hellige mantra på Gravenshoved: glad, tilfreds og positiv. Her tuder vi ikke. Der er ikke noget at tude over.

Kæft, trit og retning

Senere fik børnene besked på at gå ud og vaske hænder, fordi det var ved at være spisetid. Mie rejste sig lydigt, men fik besked på at sætte sig igen. Hun havde ikke fået lov til at rejse sig. Børnene blev kommanderet ud til håndvaskene to og to og stillede derefter op i en snorlige række. Ingen sagde en lyd. Stod bare musestille og ventede på, at de voksne sagde, de skulle gå ned i spisesalen. Her stillede de sig bag de anviste stole og ventede på tilladelse til at sætte sig. Sad derpå stille, til der blev sagt vær så god.

Mie var efterhånden glubende sulten og tog tre-fire kartofler, men en af medarbejderne stoppede hende. Mie måtte kun få én kartoffel og et halvt stykke kød. Ingen sovs.

- Du er for fed, sagde pædagogen til Mie, der vejede 62 kilo og var 165 cm høj. Mie satte sig til at spise. Chokeret og grædefærdig. Og stadig hundesulten efter det magre måltid.

Senere lå hun i sin seng. Hun følte sig frarøvet alt. Sine ting, sin frihed og sin selvstændighed. Hun havde fået at vide, at man skulle ligge stille og vente på sit godnatkys. På Gravenshoved fik alle børnene et godnatkys af en pædagog hver aften.

Kvalmende kys

Godnatkyssene er et af Mies mest modbydelige minder fra Gravenshoved. Kyssene og den hånd, der et par gange fandt ind under dynen og "masserede" hende.

- Han stank af klam pibe og rødvin, og godnatkysset var ækelt og smaskende vådt, og hans klamme skægstubbe hjalp ikke på det. Det var virkelig ulækkert. Min hals snører sig sammen, og jeg er ved at kaste op ved at fortælle det. Jeg husker det, som var det i går, at jeg skulle kysses godnat af en klam, halvgammel fremmed stodder, der lige havde taget mine ting og mit liv fra mig, husker Mie.

Et øjeblik efter overmandes hun af de velkendte brækfornemmelser. I hendes hyggelige, fredfyldte have i Agersted knækker hun sammen over et blomsterbed. Igen og igen. Der går nogle minutter, før Mie har sundet sig så meget, at hun kan fortsætte sin fortælling.

Dagene efter Mies første dag på Gravenshoved bød på mere af det samme. Alt foregik med militærisk disciplin. I skolen skulle børnene tie stille, indtil de blev bedt om at tale, og når de talte, forstod Mie hurtigt, at det gjaldt om at lyve, så man lød glad, tilfreds og positiv. Også når man var chokeret, ulykkelig og halvdød af sult. Og også hvis man selv eller et af de andre børn havde skrammer, buler eller blå mærker efter at være blevet sat på plads af en af de voksne.

Gamle elever fortæller det samme

Nordjyske har været i kontakt med en række tidligere elever fra Gravenshoved. Beretningerne er forskellige alt efter, hvad de personligt har oplevet på stedet, men at hverdagen var fuld af kadaverdisciplin og korporlige afstraffelser, der ofte kom som et lyn fra en klar himmel, er de alle enige om.

Intet af det kom til offentlighedens kendskab dengang, og den mangeårige forstander Alvin Hammer døde i 1997, så Nordjyske kan ikke forelægge ham de tidligere elevers fortællinger og give ham mulighed for at fortælle sin version af historien.

Men at der var tale om en håndfast pædagogik på Gravenshoved, lagde Alvin Hammer ikke skjul på.

I Aalborg Stiftstidende 2. juni 1991 forklarede Alvin Hammer sin pædagogik, og fortalte blandt andet om en 12-årig, kampsports-begejstret drengs ankomst på Gravenshoved:

"Da han stod ud af bussen, røg han lige i hovedet på mig. Jeg tog fat i kraven på ham og holdt ham op mod en mur ... Efter fem minutter blev han og jeg enige om, at nu kunne han godt selv styre sine arme og ben, og det sjove var, at vi aldrig siden havde brok med ham", fortalte Alvin Hammer til avisen.

Mange har sikkert ment, at det var præcis, hvad den slags børn trængte til.

Mor lærte Mie at slå fra sig

Mie Hertzberg bliver ikke fornærmet, hvis man spørger, om hun var en møgunge. Det var hun. Eller hun kunne i hvert fald finde på at være det.

- Jeg var en tivoliunge, præciserer hun.

Som medlem af den gamle tivoli- og cirkusslægt Hertzberg, der i fjern fortid huserede i Sømosen ved Dronninglund, ikke langt fra Mies nuværende bopæl i Agersted, fik hun en fri opdragelse uden ret mange grænser.

Ikke at hendes mor ikke var der for hende. Hvis nogen var efter hendes lille Mie, fandt hun synderen og delte øretæver ud.

- Hun viste mig, hvordan jeg skulle sparke folk over skinnebenet, og når de bøjede sig forover, skulle jeg sparke dem i maven. Når de så knækkede helt sammen, skulle jeg tage dem i ørerne, banke deres hoved ned i mit ben, smide dem ned på jorden og løbe min vej. Men jeg har aldrig slået andre, selv om det er det, jeg er opdraget til, understreger Mie.

Andre dage kunne Mies mor i vrede sætte Mie ind i sin bil, køre over til det stedlige børnehjem for gud ved hvilken gang, og sige "nu vil jeg ikke have dig længere, Mie!" Fem minutter efter var det glemt. Mor og datter kørte hjem, og Mie blev igen sendt ud at lege. Hun havde ikke megen voksenkontakt. Og lige før hun fyldte 11 år, døde hendes mor efter en mislykket galdestensoperation.

Derfor blev Mie anbragt på Gravenshoved

Mie måtte flytte fra Sjælland til Nibe for at bo hos sin far og hans nye kone. Det gik slet ikke. Mie bad selv om at komme væk fra hjemmet og blev anbragt på Nibe Døgncenter, hvor hun elskede at være, fik gode venner og gode karakterer i skolen. Derefter kom hun - igen efter eget ønske - på efterskole på Sjælland, så hun kunne være tættere på sin mors familie. Det viste sig at være en rigtig dårlig løsning, for eleverne på efterskolen røg hash, og så gjorde Mie det samme. Hun fortrød bitterligt, at hun var flyttet fra Nibe Døgncenter.

- Jeg ringede til min sagsbehandler og fortalte det hele, men desværre kunne jeg ikke komme tilbage til Nibe Døgncenter, så jeg fik en plads på Aalborg Ungdomspension. Her var de dybt kriminelle, og min nabo var en ret stor pusher i Aalborg. Nej, ikke ham i nabohuset, men ham, der boede på værelset lige ved siden af mig, fortæller Mie.

Hun ville ikke være med til noget kriminelt og røg kun hash et par gange mere. Hun ville noget andet med sit liv.

- Men vi havde det sjovt og festede, og en dag i en ordentlig brandert var vi to, der ringede til brandvæsnet og lavede telefonfis. Problemet var, at de troede på os og rykkede ud, beretter hun.

En pædagog fra ungdomspensionen kunne genkende stemmerne på optagelsen af alarmopkaldet, og Mie og hendes kammerat blev anholdt. Mie missede en eksamen. Hun blev sur og gav pædagogen skylden.

- Den stikker-kælling burde få nogen på hovedet, rasede Mie.

Hun mente ikke noget med det, men det blev opfattet som en trussel, og Mie blev smidt ud. Hun fik ikke at vide, hvad der skulle ske, men hun blev hentet af sin sagsbehandler og en fremmed mand. Manden viste sig at være Alvin Hammer, forstanderen på Gravenshoved.

Vold og ydmygelser

Efter sit flugtforsøg kort tid efter ankomsten til Gravenshoved blev Mie sat til at arbejde i skolens køkken. Hun skulle selv betale udgifterne i forbindelse med sin flugt, og da hun ikke havde nogen penge, måtte hun arbejde gælden af. Så snart hun så sit snit til det, stjal hun pålæg eller andet spiseligt i køkkenet, og dermed fik hendes tvungne slankekur den modsatte effekt på hendes vægt.

Mie tog på. Og kombinationen af sult og smugspisning gav hende varige spiseforstyrrelser og senere en evig kamp imod overvægt.

Andre børn på Gravenshoved blev tvangsfodret. Her spiste man, hvad der blev serveret, og man spiste op. Ellers kunne man få resterne fra frokost til aftensmad eller til morgenmad dagen efter. Rødkål med mælk for eksempel. Det var der ikke mange af børnene, der brød sig om.

Mens Mie sad med sin sulteration, var hun vidne til, at andre børn fik proppet mad ned i halsen til de brækkede sig.

Hvis et af børnene vovede at sige de voksne på Gravenshoved imod, risikerede de at blive kylet i gulvet. Så lå de dér på det kradsende kokostæppe med en voksen - eller to - siddende over skrævs. De voksne råbte og skreg og vred armene rundt, til eleven skreg af smerte, eller måske tog de kvælertag, til øjnene bulnede ud.

Mie husker mange blå mærker, buler og skrammer. Der var hovedbunde fulde af små sår. Der var kvælningsmærker, delvist afrevne ører og forstuvede fingre, arme og ben.

Det værste var, når en elev blev taget med over i skoven. Ikke for at nyde fuglesangen og duften af grannåle, men for at blive sat på plads. Inde på skolen kunne de andre børn høre skrigene fra skoven.

Mie var sådan set en af de heldige. Hun var en af de ældste elever, og logikken på stedet var tilsyneladende, at jo yngre børnene var, jo flere tæv skulle de have. Mie blev aldrig slæbt over i skoven. Men ydmygelser slap hun ikke for.

Under den kolde bruser

Pædagogerne gjorde, hvad de kunne, for at forhindre eleverne i at tale med hinanden og få "gode idéer". Men selvfølgelig lykkedes det for børnene at komme til at snakke sammen alligevel. Børnene lagde planer om at stikke af, men de fleste turde ikke, og Mie havde ikke gode erfaringer fra sit eget flugtforsøg, så hun ville ikke med, da en gruppe elever aftalte at flygte om natten.

Men der var for mange, der vidste besked, og én af dem sladrede til personalet. Da Mies værelseskammerat kravlede ud af vinduet og skulle til at klatre ned af en stige, som andre havde stillet klar til hende, stod de voksne parat til at tage imod hende.

Mie var blevet i sin seng, men det hjalp hende ikke. En af de kvindelige ansatte - hende, der altid nev og borede neglene langt ind i huden på én - hev Mie ud af sengen og trak hende ud under den kolde bruser. Bagefter blev hun stillet foran de andre elever i sit gennemblødte undertøj, mens pædagogen hvæsede ad hende:

"Du er et nul, og du bliver aldrig andet end et nul!"

Det var i øvrigt ikke første gang, Mie fik en tur under den kolde bruser og derefter blev udstillet foran de andre elever. Første gang var, da hun blev kærester med en af drengene på skolen. Det slap drengen heller ikke nådigt fra.

Sådan skal du ikke se ud

Andre gange anede eleverne ikke, hvad der udløste en straf. Det kunne være et forkert ansigtsudtryk:

- Vi vidste ikke, hvad de forkerte ansigtsudtryk var, men vi kendte straffen: "Møgkælling! Stå ordentligt! Er du utilfreds med at være her? Sådan skal du ikke stå og se ud". Sådan noget kunne de stå og råbe ad én, hvis man så forkert ud. Eller hvis man kom til at snøfte, så de troede, at man stod og græd: "Vi tuder ikke på Gravenshoved. Har vi det måske ikke godt? Du havde været luder i Istedgade, hvis det ikke var for os", genfortæller Mie.

- Og det lyder måske sjovt, men vi måtte ikke prutte, heller ikke uden for. Skulle vi slå en prut, skulle vi bede om lov til at gå på toilettet. Ind og tage skoene af og hele vejen op på første sal, ind på toilettet, låse døren og så måtte vi prutte. Jeg har haft maveproblemer lige siden, fortsætter hun.

Når hun ser film fra 2. verdenskrig med ondskabsfulde nazi-officerer, der nyder magten til at pine og plage jøder og krigsfanger, minder det hende om Gravenshoved.

Nogle af de voksne var ok. Andre kunne finde på at råbe og skrige ondskabsfuldt og nedgjorde børnene ved enhver tænkelig lejlighed. Én trådte dem over fingrene, hvis de ikke kunne lave de forlangte armbøjninger. Mie kunne ikke lave armbøjninger.

Minderne om magtesløsheden, når mishandling og psykisk terror gik ud over andre - mindre - børn, piner hende mere.

- Jeg så meget og hørte mere. Og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg skammer mig stadig, siger Mie.

Efter Gravenshoved

I tiden efter Gravenshoved blev Mie del af en vennekreds, hvor brugen af hash udviklede sig til et regulært misbrug. Det blev kendt, at Mie var god til at kommunikere med myndighederne, og hun hjalp, hvor hun kunne, også langt uden for vennekredsen. Hun forsøgte sikkert at kompensere for magtesløsheden på Gravenshoved. Ville redde hele verden.

Men da vennerne også begyndte at tage hårdere stoffer, sagde Mie stop. Hun ville stadigvæk mere med sit liv.

- Jeg stoppede med at ryge hash den dag i april 1996 og har ikke misbrugt noget siden, fortæller hun.

Året efter fødte hun en datter, og i 1999 fik hun også en søn. Så tog hun en ungdomsuddannelse med gode karakterer, men alt for meget fravær. Hun havde det ikke godt, selv om hun stadig udadtil prøvede at virke glad, tilfreds og positiv.

Livet efter Gravenshoved blev præget af langvarige, men dysfunktionelle parforhold, kuldsejlede forsøg på at passe et arbejde, af stress, depression og angst.

- Jeg troede, det ville blive bedre med tiden, men det er kun vreden, der er blevet mindre. Sorgen over, hvad der skete med børn på Gravenshoved, er stadig lige stor, og de ar, det har givet mig, er ikke blevet mindre. Det var og er stadig et helvede for mig, siger hun.

- Jeg kommer fra en familie, der har sine egne meninger - også i dén grad. Men den dag i dag ved jeg ikke altid, om de ord, der kommer ud af munden på mig, er min egne eller Gravenshoveds. Efter halvandet år var selv tankerne ikke ens egne længere. Vi var mandsopdækket, fra vi stod op, til vi faldt i søvn. Og hvis man stod op om natten for at gå på toilettet, lød det fra samtaleanlægget, "Hvem der?!" Der var samtaleanlæg på alle afdelingerne, og vi blev overvåget 24 - 7. Det var ikke bare frihedsberøvelse. Det var personlighedsberøvelse.

Det er aldrig sket!

Nordjyske har kontaktet daværende skolerådmand Inge Nesgaard (S), tidligere socialrådmand Henning G. Jensen (S) samt de tidligere formænd for henholdsvis undervisningsudvalget og socialudvalget i Nordjyllands Amt, Hanne Thygesen (SF) og Orla Hav (S).

De afviser også alle at have hørt om overgreb begået mod eleverne på Gravenshoved Kostskole.

- Jeg ville dælen dytme også have reageret. Så godt kender jeg mig selv, siger Inge Nesgaard.

Nordjyske har også kontaktet de tidligere ansatte på Gravenshoved Kostskole, som det har været muligt at finde frem til i dag. Kun to af dem har ønsket at udtale sig, men ligesom de fire politikere afviser de tidligere ansatte, at eleverne på Gravenshoved blev udsat for overgreb af nogen art.

- Det er nogle meget voldsomme beskyldninger. Der er ikke noget af det, jeg kender til, siger Willy Freese, der var ansat på Gravenshoved i fire år.

- Der har været børn, som har været kede af det eller bange, som er gået agurk. Der har det da været nødvendigt med fastholdelse, er jeg ikke i tvivl om. Så kunne de komme med ud og løbe eller gå en tur, så de kunne få ro på. Forstanderen, Alvin Hammer var psykolog og gik meget ind for konsekvenspædagogik, siger Willy Freese.

Nul beviser

Mie Hertzberg og andre tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole kan ikke bevise, at deres historier er sandfærdige, men mange fortæller om mere eller mindre enslydende, forfærdelige oplevelser på Gravenshoved, især de sidste år før skolen lukkede.

En del af dem fortalte, i modsætning til Mie Hertzberg, deres familier om oplevelserne, men forældrene og/eller kommunen troede ikke på dem.

31 af de tidligere elever har nu skrevet under på en fælles klage til Aalborg Kommune. Mange af dem har vedlagt en personlig beretning fra Gravenshoved.

Gravenshoved Kostskole

Kvinden bag Godhavnsrapporten: De nordjyske elever lyver ikke

---

Gravenshoved Kostskole

Kommune går til politiet: Angst og overgreb var hverdag for elever på kostskole

---