Leder

Er #metoo for alle?

Ordentlighed er ikke kun for privilegerede

Konceptchef Tom Bue. Foto: Claus Søndberg

Konceptchef Tom Bue. Foto: Claus Søndberg

Det er et år siden, at Sofie Linde trykkede en tiltrængt genstart på MeeTo. Inden da havde sagen kun fået meget begrænset luft under vingerne herhjemme, men tv-værten brugte sit værtskab på Zulu Comedy Galla til at fortælle sin egen, personlige historie. Den handlede om en DR-chef, der opførte sig helt igennem upassende overfor hende, da hun var 18 år og ny på arbejdspladsen.

Eksemplet viste sig at være netop det, der skulle til for, at flere turde fortælle deres #metoo-historier. Og det vrimlede frem. Der var gået hul på bylden og materien væltede ud. Det var overraskende, hvor udbredt dårlig opførsel og dømmekraft var.

Det handlede ikke bare om, at tiden var en anden og tingene havde ændret sig. I alt for mange tilfælde var der mænd med magt, som tydeligvis ikke forstod at forvalte den. Især ikke overfor unge, kvindelige underordnede.

Sofie Linde lykkedes med at skubbe bevægelsen i gang for alvor i Danmark. Det var modigt, fordi oddsene var imod hende med en bevægelse, der reelt var mavelandet. Men også fordi det er en debat, hvor tonen ofte er usædvanlig harsk.

I første omgang rullede #metoo gennem mediebranchen. Senere kom tiden til både filmbranchen og de politiske partier. Der viste sig at være nok at rydde op i.

Da medier, film og politik er fyldt med rollemodeller, som samtidig har det privilegium, at de har en platform at tale fra, er det kun naturligt og på sin plads, at de startede ud. Vigtigt er det imidlertid, at kampen ikke stopper der.

For hvordan ser det ud for den knap så privilegerede rengøringsassistent, der bare ikke har råd til at miste sit job? Hvor nemt er det så, at kæmpe kampen? #metoo bør, som begrebet antyder, være for alle. Også for dem der kan være pressede af økonomiske eller kulturelle årsager. Eller som ikke automatisk har adgang til mediernes forsider.

#metoo er stadig vigtig og langt fra slut. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer at den fortsætter – også i brancher med mindre bevågenhed end medier og politik, og for mennesker med færre privilegier end tv-værter og politikere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.