Er vi overhovedet klar til øremærket barsel til fædre?

Der mangler positive fortællinger om faderrollen, og det er et af de vigtigste temaer at tage op på ligestillingsdagsordenen, skriver lederskribent

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Allerede fra august næste år træder den nye aftale i kraft, som sikrer en mere ligelig fordeling af barslen mellem mødre og fædre.

Men er vi overhovedet klar? Er vi i vores kultur og samfund klar til at tage faderskabet ligeså alvorligt som moderskabet?

I institutioner og sundhedsvæsenet er meget af kommunikationen stadig målrettet mødre. Fædregrupper er ikke en fast del af kommunernes tilbud til forældre, og der er meget lidt litteratur og populærkultur, som henvender sig til fædre - af den slags som ikke enten er fordummende eller direkte problematiserer faderskabet.

Og til august står vi altså overfor, at 11 uger af barslen er øremærket til far. Hvor mødre bombarderes med tilbud, information og gode råd, er mange fædre mere eller mindre overladt til sig selv.

Vi taler for sjældent om faderskabet på et mere overordnet niveau. Der mangler positive fortællinger om faderrollen, og det er et af de vigtigste temaer at tage op på ligestillingsdagsordenen netop nu.

Forfatter Peter Dyreborg fortæller i et interview med Nordjyske, hvordan han - da han var i 20'erne - fandt faderskabet både skræmmende og yderst uattraktivt. Peter Dyreborg blev dog mod egne forventninger far i 2010, og her 11 år senere har han udgivet en digtsamling om faderskab.

Han mener, at moderrollen i århundreder er blevet romantiseret, mens faderrollen er blevet dæmoniseret. Han manglede de gode rollemodeller.

- Mange mænd taler fortsat om, hvor forfærdeligt det er at blive far. Hvordan de må vinke farvel til karriere og den frihed, de kender, når det sker.

- Hvis en mand på 25 år skal være far, synes man, at det på en måde er lidt synd for ham. Men hvorfor ikke fokusere på, at det er sjovt og enormt berigende, lød det fra Peter Dyreborg i interviewet med Nordjyske. Digtsamlingen udkom 19. november - på mændenes internationale dag.

Det går langsomt fremad med at sikre flere rettigheder til fædre. Den nye barselsaftale er et meget stort skridt på vejen, for den er med til at gøre op med nogle af de strukturer, som fastholder os i bestemte måder at handle på. Det gælder både for mødre og fædre.

I 2019 tog de danske fædre i gennemsnit 34 dage på barselsorlov, mens mødre tog 280 dage. Og måske skal den nye barselsaftale netop være med til at synliggøre behovet og sikre, at fædre får samme tilbud og information, som mødre får i dag. Først når det er på plads, viser vi, at vi som samfund tager faderskabet ligeså alvorlig som moderskabet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.