Erhvervslivet er nøglen til velfærd i Jammerbugt Kommune
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvordan sikrer vi velfærd og udvikling i vores kommune? Svaret er enkelt: et stærkt og aktivt erhvervsliv. I debatten om velfærd glemmer vi ofte, at virksomhederne er en afgørende medspiller både økonomisk og menneskeligt. Jo bedre det går for erhvervslivet, jo bedre går det for kommunen og dens borgere.
Jammerbugt Kommune har kun få indtægtskilder: selskabsskat fra virksomhederne, indkomstskat fra borgerne, statslige tilskud og mindre indtægter fra for eksempel salg af byggegrunde.
Derfor er det helt afgørende, at vores lokale virksomheder har gode vilkår. I dag har vi over 2300 virksomheder, som tilsammen skaber mere end 16.000 arbejdspladser. Det er imponerende og helt afgørende for vores fælles fremtid. Når virksomhederne vokser, skaber de arbejdspladser, og flere kommer i job. Det er godt for den enkelte, for familien, for fællesskabet og for hele samfundet.
Virksomhederne i Jammerbugt er ikke kun økonomiske motorer, de er også sociale medspillere. Mange rækker ud til kommunen og ledige borgere, når der mangler hænder. Det skaber job, fællesskab og muligheder.
Flere virksomheder tager et stort socialt ansvar og giver plads til mennesker med særlige behov. Om det er fuldtid, deltid eller få timer alle bidrager med værdi. Jammerbugt er en landdistriktskommune med 20 lokalsamfund og 4 centerbyer. Udviklingen sker forskelligt, men den sker bedst i samarbejde.
Et godt eksempel er kroprojektet i Fjerritslev. Uden lokale virksomheder som Granly A/S og Fjerritslev Boligforening, var projektet næppe blevet til virkelighed. Det viser, hvor vigtig erhvervslivet er for lokal udvikling.
I Venstre har vi altid haft fokus på samarbejdet med erhvervslivet. Vi tror på, at et stærkt erhvervsliv er fundamentet for velfærd, fællesskab og fremgang. Derfor vil jeg som kommunalbestyrelsesmedlem fortsat arbejde for gode vilkår for virksomhederne og for et tæt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.