Debat

Europas handlinger vil blive målt på amerikanske interesser

- Det som at have lukket familiens hormonelt forstyrrede teenager ind i fars arbejdsværelse, med fri adgang til computer, kreditkort og våbenskab, skriver skribenten i debatindlægget.
- Det som at have lukket familiens hormonelt forstyrrede teenager ind i fars arbejdsværelse, med fri adgang til computer, kreditkort og våbenskab, skriver skribenten i debatindlægget. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter udenrigsminister Marco Rubios tale ved Sikkerhedskonferencen i München, var der mange politikere og arrangører, der gav udtryk for stor lettelse. Den følelse sad jeg ikke med. 

Vel belagde Rubio sine ord uden de fornærmelser og uforskammetheder, som J.D. Vance havde benyttet sig af året før, men essensen i budskabet var ikke væsensforskellig. Og jeg må indrømme, at jeg krummede tæer, da jeg så mange europæiske topfolk give ham stående applaus.

I et billedsprog, som ikke en manuskriptforfatter fra Hollywood kunne gøre mere højstemt, talte Rubio om de tætte bånd, der altid ville knytte Europa og USA sammen. Men kunne man senere i talen forstå, denne fremtidige alliance kunne kun fortsætte, hvis vi (Europa) totalt underlagde os USA’s (det vil sige Trumps) overordnede strategi, hvilket i bund og grund handler om ”America First”. 

Europas handlinger og ageren vil derfor hele tiden blive målt på, hvad der tjener amerikanske interesser. Vi skal forpligte os til at aftage et vist kvantum amerikanske varer og ydelser (uanset om vi har brug for dem eller ej) ellers venter toldhammeren eller andre sanktioner. 

Europæiske virksomheder skal på amerikanske hænder - ja, selv store landområder skal skænkes til ”storebror” - for vi må da kunne indse, at dét er i amerikansk interesse. Og så er dén ikke længere.

Og hvad går de amerikanske interesser så ud på? De er i foruroligende grad kortsigtede og uden globalt perspektiv. Først og fremmest skal USA (det vil sige den politiske top, milliardærerne og tech-eliten) yderligere berige sig selv. 

USA svigter

Den øvrige verden kan sejle sig egen sø. Og så skal alle internationale forpligtelser og det ordensbaserede værdifællesskab ophæves. USA skal kunne bombe, myrde, arrestere og okkupere, hvem de vil.

Ligesom "free speech" skal være ubegrænset, naturligvis under forudsætning af, at den ikke bliver brugt til at kritisere Trump-administrationen selv. I så fald kan en ytring (hvad enten den er fremsat i en politisk debat eller i et satireshow) risikere at blive retsforfulgt med erstatningskrav i millionklassen. 

Og hvad klodens største trusler angår, så er der heller ikke megen opmuntring at hente i USA's fremadrettede politik. Klimaændringerne får et fossilt energitilskud og de ulykker med uoverskuelige flygtningestrømme der vil følge deraf, dæmmer man op for, ved at forstærke grænsebevogtningen. 

Forpligtelser til at tackle andre globale problemer og trusler, som tidligere blev håndteret gennem tværnationale fællesskaber, Unicef; Unesco osv. har USA også frigjort sig fra.

Med Trump i verdens mest magtfulde embede, er det som at have lukket familiens hormonelt forstyrrede teenager ind i fars arbejdsværelse, med fri adgang til computer, kreditkort og våbenskab.

Europa må i den grad løsrive sig af de amerikanske bånd og forblive den internationale garant for de humanistiske værdier, som Rubio ganske vist talte så varmt om, men som hans regering i den grad svigter i disse år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden